Spring til indhold

Forhave

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Forhave i Frankrig

I et boligområde er en forhave den del af grunden, der ligger mellem gaden og husets forside.[1] Området bag huset, som normalt er mere privat, kaldes en baghave. Grund og have har fælles etymologi og delvist overlappende betydninger.

I Nordamerika består forhaver, som normalt omfatter betydelig plads til indkørsel og parkering, ofte hovedsageligt af græsplæne, selv når de er store, mens de i Europa ofte behandles som en blomsterhave og kan være tæt beplantede med buske, træer og blomsterbede. I nordamerikanske forstadsområder findes der ofte ingen fysiske afgrænsninger mellem grundens forside og sider, hvilket ville være meget usædvanligt i Europa, hvor der generelt er mure, hegn eller hække mod naboer og offentlig vej og sti.

Forhave i Belgien

Mens forhavens modstykke, baghaven, ofte domineres af praktiske elementer som køkkenhaver, redskabsskure og tørresnore, er forhaven ofte en kombination af et dekorativt element og et rekreativt område.[2] Den anlægges oftere med henblik på visuel fremtoning og er det sædvanlige sted for udsmykningselementer såsom havenisser,[3] plastikflamingoer,[4][5] eller sågar små helligdomme og bedesteder som en "badekars Madonna".[6]

En artikel om Londons forstæder beskriver en "model-forhave" i Kenton: "Græsset ... er pænt slået. Der er et blomstrende kirsebærtræ og en ligusterhæk, bag hvilken der gemmer sig en gipsnisse."[7]

Afhængigt af klima, lokale planbestemmelser eller grundens størrelse kan en forhave omfatte en græsplæne eller et græsbevokset område, en indkørsel eller gangsti – eller begge dele – samt haveanlæg, en køkkenhave eller krukkeplanter.

En række forhaver på Bornholm.

Den tidligste form for forhave var den åbne gårdsplads, som var populær blandt spansk og italiensk adel. Efterhånden som boligbyggeriet udviklede sig, gjorde haver og facader det samme. Lukkede gårdrum blev overhalet i popularitet af de store, velplejede haver ved franske, tyske og hollandske slotte og herregårde. Disse traditioner blev bragt til Amerika af europæerne, hvor gårdhaver forblev populære blandt spanske bosættere i Florida, mens produktive landbohaver blev almindelige blandt hollandske bosættere og engelske pilgrimme i Massachusetts.[8]

Lille forhave i Drøbak, Norge.

Efterhånden som forstæder voksede frem omkring de større europæiske byer, var holdningen til privatliv og dermed også til forhaver markant anderledes end i Storbritannien. Som en hollandsk kommentator bemærkede (i 1950'erne):[9]

Det hollandske sprog har ikke noget ord, der udtrykker det engelske begreb "privacy": retten til at være alene. Det er ikke uden grund, at det engelske sprog har et sådant ord, mens vores ikke har. Det er en forskel, der er forankret i den nationale karakter, og den kan også ses andre steder. Vi har lave hegn omkring næsten enhver have og gård, mens englænderne foretrækker høje mure og hække omkring deres haver, så forbipasserende ikke kan kigge ind.

I ældre byer og landsbyer (med huse opført flere århundreder tidligere) er forhaver langt mindre almindelige, idet hoveddørene giver beboerne direkte adgang til gaden. I disse tilfælde er blomsterkasser og mikrohaver blevet populære som en måde at gøre facederne "grønne" på, som ellers ville være uden beplantning; elementer der yder et "væsentligt bidrag til miljøets kvalitet".[10]

Storbritannien

[redigér | rediger kildetekst]
Tæt beplantede forhaver ved rækkehuse i