Henrik 2. af England
| Henrik 2. af England | |
|---|---|
 Detalje fra Henrik 2.'s gravmonument i Fontevraudklostret | |
| Konge af England | |
| Kroning | 19. december 1154 Westminster Abbey |
| Regerede | 19. december 1154 – 6. juli 1189 |
| Forgænger | Stefan af Blois |
| Efterfølger | Richard 1. af England |
| Ægtefæller | Eleonora af Aquitanien (g. 1152; enk. 1189) |
| Børn | |
| Født | 5. marts 1133 Le Mans, Maine, Kongeriget Frankrig |
| Død | 6. juli 1189 (56 år) Château de Chinon, Chinon, Indre-et-Loire, Kongeriget Frankrig |
| Hvilested | Fontevraudklostret |
| Far | Godfred 5. af Anjou |
| Mor | Matilde af England |
| Hus | Plantagenet |
| Religion | Romersk-katolsk |
Henrik 2. (5. marts 1133 - 6. juli 1189 Henrik Kortkappe[kilde mangler] (engelsk: Curtmantle, fransk: Court-manteau), Henrik FitzEmpress eller Henrik Plantagenet) var konge af England fra 1154 til sin død. Han var den første konge af Huset Plantagenet.
Kong Ludvig 7. af Frankrig gjorde ham til hertug af Normandiet i 1150. Henrik blev greve af Anjou og Maine efter sin far Godfred 5. af Anjous død i 1151. Hans ægteskab i 1152 med Eleonora, hertuginde af Aquitanien, hvis ægteskab med Ludvig 7. for nylig var blevet annulleret, gjorde ham til hertug af Aquitanien. Han blev greve af Nantes ved traktat i 1185. På forskellige tidspunkter kontrollerede Henrik også delvist Skotland, Wales og Hertugdømmet Bretagne. Inden han var fyldt 40 år kontrollerede han England, store dele af Wales, den østlige halvdel af Irland og den vestlige halvdel af Frankrig - et område, der senere blev Det Angevinske Rige.
Da Henrik var 14 år, var han med i sin mor, Matildes, den eneste overlevende legitime barn af Henrik 1. af England, bestræbelser på at gøre krav på Englands trone, som Stefan af Blois sad på. Stefan accepterede en fredsaftale efter Henriks felttog i England i 1153, og Henrik arvede kongeriget et år senere efter Stefans død. Henrik var en energisk og til tider hensynsløs hersker, drevet af et ønske om at genskabe sin bedstefar Henrik 1.'s lande og privilegier. I de første år af sin regeringstid genoprettede han den kongelige administration i England, genoprettede overherredømmet over Wales og fik fuld kontrol over sine landområder i Anjou, Maine og Touraine. Henriks ønske om at reformere forholdet til kirken førte til konflikt med hans tidligere ven Thomas Becket, ærkebiskoppen af Canterbury. Den kontrovers varede i store dele af 1160'erne og resulterede i mordet på Becket i 1170. Henrik kom snart i konflikt med Ludvig 7., og de to herskere kæmpede i det, der i flere årtier var en "kold krig ". Henrik udvidede sit rige på Ludvigs bekostning, overtog Bretagne og rykkede mod øst ind i det centrale Frankrig og mod syd til Toulouse. Trods adskillige fredskonferencer og traktater blev der ikke opnået en varig aftale.
Henrik og Eleonora fik otte børn: Tre døtre og fem sønner. Tre af hans sønner blev konger, dog blev Henrik den Unge Konge udnævnt til sin fars medregent snarere end til selvstændig konge. Da sønnerne voksede op, begyndte spændinger om den fremtidige arv at blusse op, opmuntret af Ludvig og hans søn Kong Filip 2. I 1173 gjorde Henriks arving den Unge Henrik oprør i protest. Han fik følge af sine brødre Richard (senere konge) og Godfred og af deres mor, Eleonora. Frankrig, Skotland, Bretagne, Flandern og Boulogne gik sammen med oprørerne. Kun på grund af Henriks energiske militæraktioner og talentfulde lokale hærledere, mange af dem "nye mænd" på grund af deres loyalitet og administrative færdigheder, lykkedes det at slå oprøret ned. Den unge Henrik og Godfred gjorde oprør igen i 1183. Det endte med den unge Henriks død. Den normanniske invasion af Irland skaffede jord til hans yngste søn Johan (senere konge), men Henrik kæmpede for at finde måder at tilfredsstille alle sine sønners ønsker om jord og øjeblikkelig magt. I 1189 var den unge Henrik og Godfred døde, og Filip 2. af Frankrig havde udnyttet Richards frygt for, at Henrik 2. ville gøre Johan til konge. Det førte til et endeligt oprør. Afgørende besejret af Filip og Richard og med blødende mavesår, trak Henrik sig tilbage til Château de Chinon i Anjou. Han døde kort efter og blev efterfulgt af Richard.
Henriks rige kollapsede hurtigt under hans søn Johans styre, men mange af de ændringer Henrik indførte under sit lange styre havde langvarige konsekvenser. Henriks juridiske ændringer anses generelt for at have lagt grunden til det engelske almindelige retssystem, mens hans indblanding i Bretagne, Wales og Skotland formede udviklingen af deres samfund og styresystemer. Historiske fortolkninger af Henriks regeringstid har ændret sig betydeligt: I det 18. århundrede talte historikere for, at Henrik var en drivende kraft i oprettelsen af et ægte engelsk monarki og i sidste ende et forenet Storbritannien. Under den victorianske udvidelse af det Britiske Imperium var historikere meget interesserede i dannelsen af Henriks eget imperium, men de udtrykte også bekymring over hans privatliv og behandlingen af Becket. Historikere fra slutningen af det 20. århundrede har kombineret britiske og franske historiske beretninger om Henrik og udfordret tidligere anglocentriske fortolkninger af hans regeringstid.
Tidlige år (1133–1149)
[redigér | rediger kildetekst]Henrik blev født i Le Mans i Frankrig den 5. marts 1133 som ældste barn af Matilde af England, tidligere tysk-romersk kejserinde og hendes anden ægtemand, Godfred 5. af Anjou.[1] Det franske grevskab Anjou var blevet dannet i det 10. århundrede, og de angevinske herskere forsøgte i flere århundreder at udvide deres indflydelse og magt over hele Frankrig gennem omhyggelige ægteskaber og politiske alliancer.[2] I teorien var greven en vasal til den franske konge, men den kongelige magt over Anjou svækkedes i løbet af det 11. århundrede, og grevskabet blev stort set selvstyrende.[3]
Henriks mor var ældste datter af Henrik 1., konge af England og hertug af Normandiet. Hun blev født i den magtfulde herskende klasse af normannere, der traditionelt ejede omfattende besiddelser i både England og Normandiet, og hendes første mand var den tysk-romerske kejser Henrik 5.[4] Efter hendes fars død i 1135 håbede Matilde på at overtage den engelske trone, men i stedet blev hendes fætter Stefan af Blois kronet til konge og anerkendt som hertug af Normandiet. Det resulterede i borgerkrig mellem deres tilhængere.[5] Godfred udnyttede forvirringen til at angribe Hertugdømmet Normandiet, men spillede ingen direkte rolle i den engelske konflikt, men overlod det til Matilde og hendes halvbror Robert af Gloucester.[6] Krigen, kaldet anarkiet af victorianske historikere, kom til at trække ud og udartede til et dødvande.[7]
Henrik tilbragte sandsynligvis nogle af sine tidligste år i sin mors hus og fulgte Matilde til Normandiet i slutningen af 1130'erne.[8] Henriks senere barndom, sandsynligvis fra syv-årsalderen, tilbragte han i Anjou, hvor han blev uddannet af Peter af Saintes, en kendt filolog.[9] I slutningen af 1142 besluttede Godfred at sende den ni-årige til Bristol, centrum for den angevinske modstand af Stefan i det sydvestlige England, ledsaget af Robert af Gloucester.[10] Selv om det var almindeligt blandt adelsmænd at have børn i slægtninges husstand, havde det også politiske fordele at sende Henrik til England, da Godfred var blevet kritiseret for at nægte at deltage i krigen i England. I omkring et år boede Henrik sammen med Roger af Worcester, en af Roberts sønner, og blev undervist af en magister, Mester Matthæus. Roberts husstand var kendt for sin uddannelse og læring.[11] St. Augustine Abbediet i Bristols kannikker hjalp også med Henriks uddannelse, og han huskede dem med kærlighed i sine senere år.[12] Henrik vendte tilbage til Anjou i 1143 eller 1144, hvor han genoptog sin uddannelse under Vilhelm af Conches, en anden berømt akademiker.[13]
Henrik vendte tilbage til England i 1147, da han var fjorten år.[14] Efter at have taget sin nærmeste husstand og et par lejesoldater med sig forlod han Normandiet og landede i England og gik til angreb i Wiltshire. Trods betydelig panik havde felttoget ringe succes, og Henrik kunne ikke at betale sine styrker og var derfor ikke i stand til at vende tilbage til Normandiet. Hverken hans mor eller hans onkel var villig til at forsørge ham. Det antyder, at de ikke havde godkendt felttoget.[15] Overraskende henvendte Henrik sig i stedet til kong Stefan, som betalte de udestående lønninger og derved lod Henrik vende tilbage. Stefans grunde til det er uklare. En mulig forklaring er hans generelle høflighed over for et medlem af sin familie. En anden er, at han var begyndt at overveje, hvordan han kunne afsluttede krigen fredeligt, og så dette som en måde at opbygge et godt forhold til Henrik.[16] Henrik gik til angreb endnu en gang i 1149 og begyndte, hvad der ofte kaldes for den henrianske fase af borgerkrigen.[17] Henrik planlagde denne gang at indgå en alliance i nord med kong David 1. af Skotland, Henriks grandonkel og Ranulf af Chester, en magtfuld regional leder, der kontrollerede det meste af det nordvestlige England.[18] Under denne alliance blev Henrik og Ranulf enige om at angribe York, sandsynligvis med hjælp fra skotterne.[19] Det planlagte angreb blev opgivet, efter at Stefan hurtigt marcherede nord til York, og Henrik vendte tilbage til Normandiet.[20]
Udseende og personlighed
[redigér | rediger kildetekst]Om Henrik fortalte af krønikeskrivere, at han var flot, rødhåret og fregnet med et stort hoved. Han havde en kort, fyldig krop og var hjulbenet af ridning.[21] Ofte var han lurvet klædt.[22] Ikke så reserveret som sin mor og heller ikke så charmerende som sin far, var Henrik berømt for sin energi og drivkraft.[23] Han var også berygtet for sit gennemtrængende blik, brutalitet, temperamentsudbrud og lejlighedsvis for sin dystre afvisning af overhovedet at tale.[24] Nogle af disse udbrud kan have været teatralske og for virkningens skyld.[25] Henrik siges at have forstået en lang række sprog, herunder engelsk, men talte kun latin og fransk.[26] I sin ungdom nød Henrik krigsførelse, jagt og andre eventyrlige sysler. Efterhånden brugte han mere og mere energi på retslige og administrative anliggender og blev mere forsigtig, men i hele sit liv var han energisk og ofte impulsiv.[27]
Henrik havde et lidenskabeligt ønske om at genopbygge kontrol over de områder, som hans bedstefar Henrik 1. havde regeret over.[28] Han kan godt have været påvirket af sin mor i denne henseende, da Matilde også havde en stærk fornemmelse af forfædres rettigheder og privilegier.[29] Henrik generobrede territorier, genindtog godser og genetablerede indflydelse over de mindre adelsfolk, der engang havde skabt, hvad historikeren John Gillingham beskriver som en "beskyttelsesring" omkring hans kerneområder.[30] Han var sandsynligvis den første konge af England, der brugte et heraldik: En signetring med en leopard eller en løve indgraveret. Det endte med at danne Englands våbenskjold.[31]
Tidlige regeringstid (1150–1162)
[redigér | rediger kildetekst]Erhvervelsen af Normandiet, Anjou og Aquitanien
[redigér | rediger kildetekst]
I slutningen af 1140'erne var den aktive fase af borgerkrigen forbi undtagen enkelte kampe.[32] Mange af baronerne indgik individuelle fredsaftaler med hinanden for at sikre deres krigsgevinster, og det så i stigende grad ud til at den engelske kirke overvejede at fremme en fredsaftale.[33] Da Ludvig 7. vendte tilbage fra Det 2. korstog i 1149, blev han bekymret over forøgelsen af Godfred af Anjous magt og den potentielle trussel mod hans egne besiddelser, især hvis Henrik kunne erhverve den engelske krone.[34] I 1150 gjorde Godfred Henrik til hertug af Normandiet, og Ludvig reagerede ved at bringe kong Stefans søn Eustace frem som den retmæssige arving til hertugdømmet og iværksætte et felttog for at fjerne Henrik fra provinsen.[35] Henriks far rådede ham til fred med Ludvig, og en fred blev indgået i august 1151 efter mægling af Bernhard af Clairvaux.[36] I henhold til aftalen gav Henrik sin hyldest til Ludvig for Normandiet, idet han accepterede Ludvig som sin feudale overherre og gav ham de omstridte områder i det normanniske Vexin. Til gengæld anerkendte Ludvig ham som hertug.
Godfred døde i september 1151, og Henrik udsatte sine planer om at vende tilbage til England, da han først havde brug for at sikre, at hans arv, især i Anjou, var sikker.[36] Omkring dette tidspunkt planlagde han sandsynligvis også i hemmelighed sit ægteskab med Eleonora af Aquitanien, endnu Ludvigs hustru. Eleonora var hertuginde af Aquitanien, et land i det sydlige Frankrig, og blev betragtet som smuk, livlig og kontroversiel, men havde ikke født Ludvig sønner.[37] Ludvig fik annulleret ægteskabet, og Henrik giftede sig med Eleonora otte uger senere den 18. maj. Ægteskabet genantændte øjeblikkeligt Henriks spændinger med Ludvig. Det blev betragtet som en fornærmelse, det modsatte sig feudal praksis, og det truede arven for Ludvigs og Eleonoras to døtre, Marie og Alix, som ellers måske havde haft krav på Aquitanien ved Eleonoras død. Med sine nye lande besad Henrik nu en meget større del af Frankrig end Ludvig.[38] Ludvig organiserede en koalition mod Henrik, herunder med Stefan af Blois, Eustace af Boulogne, Henrik 1., greve af Champagne og Robert, greve af Perche.[39] Ludvig's alliance fik selskab af Henriks yngre bror Godfred af Nantes, som tilsluttede sig opstanden idet han hævdede, at Henrik havde taget hans arv fra ham.[40] Deres fars planer for arven af hans lande havde været tvetydige, hvilket gjorde det vanskeligt at vurdere Godfreds påstande.[41] Samtidige beretninger antyder, at han efterlod de vigtigste slotte i Poitou til Godfred, hvilket kunne tyde på, at han måske havde tænkt at Henrik skulle beholde Normandiet og Anjou, men ikke Poitou.[42]
Kampe brød straks igen ud langs Normandiets grænser, hvor Henrik af Champagne og Robert, greve af Perche, erobrede byen Neufmarché-sur-Epte.[43] Ludvig styrker rykkede sydpå for at angribe Aquitanien. Stefan reagerede ved at lægge Wallingford Castle, en nøglefæstning loyal mod Henrik i Themsen-dalen, under belejring, muligvis i et forsøg på at fremtvinge en afslutning på den engelske konflikt, mens Henrik stadig kæmpede for sine territorier i Frankrig.[44] Henrik reagerede hurtigt som svar, og undgik åben kamp med Ludvig i Aquitanien og stabiliserede den normanniske grænse, plyndrede Vexin og rykkede derefter sydpå ind i Anjou mod Godfred og erobrede et af hans vigtigste slotte (Montsoreau).[45] Ludvig blev syg og trak sig ud af felttoget, og Godfred blev tvunget til at komme til forståelse med Henrik.[46]
Overtagelsen af den engelske trone
[redigér | rediger kildetekst]
Som svar på Stefans belejring trodsede Henrik vinterstormene og vendte tilbage til England i starten af 1153.[47] Med en lille hær af lejesoldater, sandsynligvis betalt med lånte penge, blev Henrik støttet i det nordlige og østlige England af styrkerne under Ranulf af Chester og Hugh Bigod og havde håb om en militær sejr.[48] En delegation af de øverste engelske præster mødtes med Henrik og hans rådgivere i Stockbridge, Hampshire, kort før påske i april 1153.[49] Detaljerne om deres diskussioner er uklare, men det ser ud til, at kirkens repræsentanter understregede, at samtidig med at de støttede Stefan som konge, søgte de en afsluttet, forhandlet fred. Henrik bekræftede igen, at han ikke ville gå efter de engelske katedraler og ikke ville forvente, at biskopperne blev en del af hans hof.[50]
For at trække Stefans styrker væk fra Wallingford, belejrede Henrik Stefans borg i Malmesbury, og kongen svarede ved at marchere vestpå med en hær for at komme til undsætning.[51] Henrik undgik med succes Stefans større hær langs floden Avon og forhindrede Stefan i at fremtvinge et afgørende slag.[52] Af frygt for det stadig mere vinterlige vejr, aftalte de to mænd en midlertidig våbenhvile, som tillod Henrik at rejse nordover gennem Midlands, hvor den magtfulde Robert de Beaumont, 2. jarl af Leicester erklærede sin støtte til Henriks sag. Henrik var derefter fri til igen at føre sine styrker sydpå mod belejringen af Wallingford Castle.[53] På trods af kun beskedne militære succeser kontrollerede han og hans allierede nu sydvest, Midlands og store dele af det nordlige England.[54] I mellemtiden forsøgte Henrik at agere som en legitim konge, ved at være vidne til ægteskaber og bosættelser og holde hof på en kongelig måde.[55]
I løbet af den næste sommer samlede Stefan tropper for at fornye belejringen af Wallingford Castle i et sidste forsøg på at tage fæstningen.[56] Wallingfords fald virkede nært forestående, og Henrik marcherede sydpå for at hæve beleiringen, og ankom med en lille hær og lagde Stefans belejrende styrker under belejring.[57] Efter nyheden om dette vendte Stefan tilbage med en stor hær, og de to sider konfronterede hinanden over Themsen ved Wallingford i juli 1154. På dette tidspunkt i krigen var baronerne på begge sider ivrige efter at undgå en åben kamp,[58] så repræsentanter fra præsteskabet mæglede sig frem til en våbenhvile til irritation for både Henrik og Stefan. Henrik og Stefan benyttede lejligheden til at tale sammen privat om en potentiel afslutning på krigen. Meget belejligt for Henrik, blev Stefans søn Eustace syg og døde kort efter.[59] Dette fjernede den anden mest åbenlyse prætendent til tronen, selvom Stefan havde en anden søn, Vilhelm, var han kun den næstældste søn og syntes ikke at have særlig interesseret i at gøre noget troværdigt krav på tronen.[60] Kampene fortsatte efter Wallingford, men på en temmelig halvhjertet måde, samtidig med at den engelske kirke forsøgte at formidle en permanent fred mellem de to sider. [61]
I november ratificerede de to ledere betingelserne for en permanent fred.[62] Stefan annoncerede Winchester-traktaten i Winchester Cathedral: Han anerkendte Henrik som sin adopterede søn og efterfølger, til gengæld for at Henrik hyldede ham. Stefan lovede at lytte til Henriks råd, men bevarede al sin kongelige magt. Stefans søn Vilhelm ville hylde Henrik og give afkald på sit krav på tronen i bytte for løfter om sikkerheden for hans lande. Vigtige kongelige slotte ville blive holdt på Henriks vegne af garanter, mens Stefan ville have adgang til Henriks slotte. Og de talrige udenlandske lejesoldater ville blive demobiliseret og sendt hjem.[63] Henrik og Stefan forseglede traktaten med et fredens kys i katedralen.[64] Freden forblev usikker, og Stefans søn Vilhelm forblev en mulig fremtidig rival til Henrik.[65] Rygterne om et komplot til at dræbe Henrik cirkulerede, og muligvis som en konsekvens deraf besluttede Henrik at vende tilbage til Normandiet i en periode. Stefan blev ramt af sygdom i maven og døde den 25. oktober 1154, hvilket tillod Henrik at arve tronen hurtigere end forventet.[66]
Genopbygningen af kongestyret
[redigér | rediger kildetekst]
Da han landede i England den 8. december 1154, modtog Henrik hurtigt loyalitetseder fra en del af baronerne og blev derefter den 19. december kronet sammen med Eleonora i Westminster Abbey.[67] Det kongelige hof blev samlet i april 1155, hvor baronerne svor troskab til kongen og hans sønner. Der eksisterede stadig flere potentielle rivaler, herunder Stefans søn Vilhelm og Henriks brødre Godfred og Vilhelm, men de døde alle i de næste par år, hvilket efterlod Henriks position bemærkelsesværdig sikker.[68] Ikke desto mindre arvede Henrik en vanskelig situation i England, da kongeriget havde lidt hårdt under borgerkrigen.[70] I mange dele af landet havde kampene forårsaget alvorlig ødelæggelse, selvom nogle andre områder forblev stort set upåvirket.[71] Talrige uautoriserede borge var blevet bygget som baser for lokale stormænd.[72] Den kongelige skovlov var trådt ud kraft i store dele af landet.[73] Kongens indkomst var faldet drastisk, og den kongelige kontrol over mønten forblev begrænset.[74]
Henrik præsenterede sig selv som den legitime arvtager til Henrik 1. og begyndte at genopbygge kongeriget efter hans billede.[75] Selvom Stefan havde forsøgt at fortsætte Henrik 1.'s måde at regere på i sin regeringsperiode, karakteriserede den unge Henriks nye regering disse nitten år som en kaotisk og urolig periode, med alle disse problemer, som var et resultat af Stefans egenmægtige tilegnelse af tronen.[76] Henrik var også omhyggelig med at vise, at han i modsætning til sin mor ville lytte til andres råd.[77] Forskellige foranstaltninger blev straks udført, skønt Henrik tilbragte seks og et halvt år ud af de første otte år af sin regeringsperiode i Frankrig, meget at arbejdet skulle gøres på afstand.[78] Arbejdet med at nedrive de uautoriserede borge fra krigen fortsatte.[79] Der blev gjort en indsats for at genoprette det kongelige retsvæsen og de kongelige finanser. Henrik investerede også stærkt i opførelsen og renoveringen af prestigefyldte nye kongelige bygninger.[80]
Kongen af Skotland og lokale walisiske herskere havde draget fordel af den lange borgerkrig i England og underlagt sig omstridt land. Henrik gjorde sit for at vende denne tendens.[81] I 1157 resulterede pres fra Henrik i, at den unge konge Malcolm 4. af Skotland tilbageleverede land i det nordlige England, som han havde taget under krigen. Henrik begyndte straks at forstærke den nordlige grænse.[82] Det viste sig sværere at genoprette det anglo-normanniske overherredømme i Wales, og Henrik måtte kæmpe i to felttog i det nordlige og det sydlige Wales i 1157 og 1158, før de walisiske fyrster Owain Gwynedd og Rhys ap Gruffydd underkastede sig hans styre og accepterede grænserne før borgerkrigen. [83]
Felttog i Bretagne, Toulouse og Vexin
[redigér | rediger kildetekst]
Henrik havde et problematisk forhold til Ludvig 7. af Frankrig gennem 1150'erne. De to mænd var allerede tørnet sammen over Henriks arv til Normandiet og hans giftemål med Eleonora, og forholdet blev ikke forbedret. Ludvig forsøgte uvægerligt at føre sig frem som den med den højeste moral i forhold til Henrik ved at udnytte sit ry som en korsfarer og sprede rygter om hans rivals opførsel og karakter.[85] Henrik havde større ressourcer end Ludvig, især efter at have taget England, og Ludvig var langt mindre dynamisk i at modstå den angevinske magt, end han havde været tidligere i sin regeringstid.[86] Stridighederne mellem de to trak andre magter i hele regionen med ind, herunder Didrik af Flandern, der underskrev en militær alliance med Henrik, omend med en klausul, der forhindrede, at greven i at blive tvunget til at kæmpe mod Ludvig, hans feudale overherre.[87] Længere mod syd blev Theobald 5., greve af Blois, en fjende af Ludvig, endnu en tidlig allieret til Henrik.[88] De resulterende militære spændinger og de hyppige møder ansigt til ansigt for at forsøge at løse dem har ført til, at historikeren Jean Dunbabin har sammenlignet situationen med perioden med Den kolde krig i Europa i det 20. århundrede. [89]
Da han var vendt tilbage til kontinentet fra England, forsøgte Henrik at sikre sine franske lande og knuse ethvert potentielt oprør.[90] Som et resultat aftalte Henrik og Ludvig i 1154 en fredsaftale, hvorefter Henrik købte Vernon og Neuf-Marché tilbage fra Ludvig.[28] Traktaten virkede usikker, og spændinger forblev, især fordi Henrik ikke havde hyldet Ludvig for sine franske besiddelser.[91] De mødtes i Paris og Mont Saint-Michel i 1158 og blev enige om at forlove Henriks ældste levende søn, den Unge Henrik, med Ludvig datter Margrete.[92] Ægteskabsaftalen indebar at Ludvig skulle give det omtvistede territorium Vexin til Margrete ved hendes ægteskab med den Unge Henrik. Selvom dette i sidste ende ville give Henrik de landområder, som han havde gjort krav på, forudsatte den også på udspekuleret vis, at Vexin først og fremmest var Ludvigs at give bort, i sig selv en politisk indrømmelse.[93] I en kort periode så en permanent fred mellem Henrik og Ludvig sandsynlig ud.
I mellemtiden havde Henrik vendt sin interesse mod Hertugdømmet Bretagne, som grænsede op til hans lande og traditionelt stort set var uafhængig af resten af Frankrig med sit eget sprog og sin egen kultur.[94] De bretonske hertuger havde lidt magt over det meste af hertugdømmet, som for det meste blev kontrolleret af lokale stormænd.[95] I 1148 døde hertug Conan 3. af Bretagne, og en borgerkrig brød ud.