Spring til indhold

Sprogvidenskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Lingvistik)
Ferdinand de Saussure, faderen til moderne lingvistik.

Lingvistik eller sprogvidenskab er det videnskabelige studium af menneskelige sprog, herunder sprogets struktur, funktion, oprindelse, diversitet og udvikling.

Forskningens grundspørgsmål

[redigér | rediger kildetekst]
  • Hvordan er sprog opbygget?
  • Hvordan virker sprog?
  • Hvilke elementer er fælles for alle (naturlige) sprog?
  • Hvilke typer sprog findes der?

Panini var en indisk forsker (omkring 350 f.Kr.), der som den første opstillede en grammatisk behandling af et sprog (her: sanskrit). Diverse filosoffer og filologer i Antikken diskuterede ofte sprog, og fra dem har vi mange af vores begreber for ordklasser og opdelingen i konsonant og vokal[1]:3

Danskeren Rasmus Rask udgav i 1811 en bog om de nordiske sprog. Det gjorde ham til grundlægger af nordisk filologi og vigtig indenfor komparativ lingvistik.[2] Jacob Grimm klarlagde i 1822 principperne for det konsonantskift i udtalen, der kendes som Grimms lov.

Karl Verner afdækkede et andet sæt skift i Verners lov. August Schleicher skabte teorien om stamtræet,[2] og Johannes Schmidt udviklede "bølgeteorien" i 1872, der handler om mønstre i udbredelsen af sproglige ændringer.

Schweizeren Ferdinand de Saussure grundlagde i begyndelsen af det 20. århundrede den moderne strukturalistiske lingvistik. I Amerika udvikledes en deskriptiv lingvistik i 1930'erne og 1940'erne[2] med sprogforskere som Franz Boas og Leonard Bloomfield.[3] I Europa videreudvikledes Saussures ideer bl.a. inden for Pragerskolen og i Københavnerskolen med danske Louis Hjelmslev.[4]

I 1960'erne udviklede Noam Chomsky sin formelle sprogmodel, transformationsgrammatikken (eller den generative lingvistik) som vandt stor udbredelse. Den blev udviklet under indflydelse af Zellig Harris (en). Andre vigtige sprogforskere og -retninger omfatter Michael Hallidays systemiske funktionelle lingvistik. William Labov grundlagde sociolingvistikken. Flere tilgange indenfor funktionel og kognitiv lingvistik (en) er opstået sidenhen, ligesom sprogbrugsfokuserede tilgange som konversationsanalysen.[2]

Sprogstudiet kan opdeles efter det niveau, man undersøger, eller efter disciplin.

Sprog kan bl.a. beskrives på følgende niveauer:[5]:4

  • Fonetik – studiet af de forskellige lyde, som bruges i sproget
  • Fonologi – studiet af mønstre i et sprogs grundlæggende lyd
  • Morfologi (formlære) – studiet af ordenes indre struktur
  • Syntaks – studiet af hvordan ord forbindes, så de danner grammatiske sætninger
  • Semantik – studiet af ordenes betydning (leksikalsk semantik), og hvordan de bliver sammensat, så de danner betydningen i sætninger
  • Pragmatik – studiet af hvordan ytringer bruges (bogstaveligt, overført eller på anden måde) i kommunikativ sammenhæng

Ikke alle sprogforskere er enige om, at disse inddelinger er meningsfulde. De fleste kognitive lingvister opfatter kategorierne "semantik" og "pragmatik" som helt vilkårlige, og næsten alle sprogforskere kan enes om, at inddelingerne overlapper hinanden. For mange er ordet grammatik en fælles betegnelse for fonologi, morfologi og syntaks.

Sprogvidenskab er indenfor flere områder inspireret af andre videnskabers metoder og resultater.[1]:2 Discipliner indenfor lingvistikken omfatter bl.a.:

Metoder og teorier

[redigér | rediger kildetekst]

Moderne sprogvidenskab er præget af mange teoridannelser, metoder og synspunkter.[1]:2 Mange metoder bygger på et allerede eksisterende kendskab til et sprog, som kan bruges til at danne sætninger m.m. og selv vurdere hvad der er en del af sproget[1]:15 Man kan dermed udføre forskellige tests og komme frem til fx fonemer der er minimale par, ved hjælp af substitution af noget sprogligt materiales enkelte elementer med hinanden.[1]:16 Det er den introspektive metode.

Alternativt kan man bedrive lingvistisk feltarbejde, og der findes forskellige procedurer og viden om, hvordan man kan få viden i samarbejde med modersmåltalere af sprog, man ikke kan. Andre empiriske metoder består af indsamlingen af data fx i korpora, som så kan analyserer på forskellige metoder eller via eksperimenter.

Historisk lingvistik

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Historisk lingvistik.

Historisk lingvistik er studiet af sprogforandringer over tid, evt. med fokus på specifikke sprog eller sprogfamilier. Disciplinen var en af de første områder indenfor sprogvidenskaben[6] og opstod i sidste del af 1700-tallet, da det voksede ud af filologien.[7] Historisk lingvistik var oprindelig komparativ lingvistik, der primært byggede på sammenligninger mellem sprog.[8]

Moderne historisk lingvistik undersøger regelmæssigheder i hvordan sprog ændrer sig. Det benytter sig af forskellige sprogvarianter i form af fx dialekter,[9] baseret på sociolingvistikken, der studerer de sproglige forskelle mellem forskelle sociale grupper og situationer. Den historiske sprogvidenskab har også mødt fornyet interesse fra naturvidenskabeligt hold, idet populationsgenetikere (f.eks. Luigi Cavalli-Sforza) har villet se en parallel mellem de genetiske stamtræer og sprogenes stamtræer. Disse hypoteser har dog ikke vundet almindelig anerkendelse blandt lingvister.

Etymologi er en del af historisk lingvistik og beskriver specifikke ords historie og oprindelse.[10]

Individuelle talende, sprogsamfund og sproglige almentræk

[redigér | rediger kildetekst]

Sprogforskere er også uenige om, hvor bred en gruppe af sprogbrugere, de skal studere. Nogle analyserer en talendes sprog eller sproglige udvikling i mindste detalje. Nogle studerer sprog, der er fælles for et helt sprogfællesskab, som sproget hos alle, der taler dansk som andet sprog. Andre prøver at finde sproglige almentræk, som passer på et abstrakt plan og hvor som helst for alle brugere af menneskelige sprog. Dette berømte projekt blev støttet af Noam Chomsky, og det interesserer mange inden for psykolingvistik og erkendelsesteori. Det formodes, at almengyldige træk i menneskesprog kan give indblik i almene forhold i menneskesindet.

Beskrivende tilgang

[redigér | rediger kildetekst]

Sprogvidenskab er deskriptivt, dvs. rent beskrivende, fordi det er en videnskab og derfor skal være neutral. Forskerne forsøger at afklare sprogets natur uden at vurdere det eller forsøge at udstikke retninger for fremtidig sprogudvikling. Dette står i modsætning til en præskriptiv (eller normativ) tilgang til sprog, der ønsker at styre sprogbrug ved fx at fremhæve en bestemt standard, kategorisere udbredte udtryk som forkerte eller dyrke sprogrensning. Det kan kommme til udtryk i undervisningssituationer.[5]:2-3

Sprogvidenskab studerer dog også sprogholdninger og hvad der er med til at forme dem.

Tale over for skrift

[redigér | rediger kildetekst]

Sprogvidenskabelig beskrivelse fokuserer typisk på talesprog af flere grunde. Historisk opstod talesprog før skriftsprog, og skriftsprog er som udgangspunkt et sekundært tegnsystem baseret på talesprog. Derudover findes der mange skriftløse kulturer eller sprog uden skriftsystemer, og mennesker lærer at tale og forstå mundtligt sprog før skriftligt (her skal tegnsprog forstås ligesom talesprog).[5]:305

Sprogvidenskab studerer også skrevet sprog, fx i form af tekstlingvistik (en), forholdet mellem lyd, stavning og skriftsystemer, eller det at lære at stave, eller brugen af liturgisk sprog i hellige skrifter. Korpuslingvistik bruger computere til at undersøge større samlinger af skriftsprog fra for eksempel Wall Street Journal (tilsvarende undersøgelser af talt sprog er også mulige). Jacques Derrida, en fransk filosof, kritiserede den strukturelle tilgang til sproget som system og hævede det skrevne over det talte sprog.

Gengivelse af tale

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[