Urkristendommen

Urkristendommen er den tidligste periode i kristendommens historie. Den begynder med Jesu forkyndelse omkring år 30 e.Kr. og slutter, da de kristne menigheder endegyldigt har brudt med den jødiske modertradition omkring år 100 e.Kr. Ifølge den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som ny religion af Jesus selv, da han ifølge Matthæusevangeliet sagde til sine disciple:^[1]

	Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Fra en religionshistorisk synsvinkel var den proces, der førte til dannelsen af en ny og selvstændig religion, mere langvarig og kompliceret. Processen bestod af flere faser, nybrud og konflikter. I kirkehistorien dækker betegnelsen oldkirken tiden fra kirkens fødsel ved pinse, umiddelbart efter Jesu død og opstandelse, til indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.

Et særligt syns på perioden har den tyske nytestamentlige forsker Gerd Theissen, som har indført begrebet Jesus-bevægelsen. Ifølge ham (og flere andre forskere) er Jesus-bevægelsen deførste tilhængere, der samledes omkring Jesus i det 1. århundrede, før kristendommen var etableret som en selvstændig religion. Jesus-bevægelsen havde altså endnu ikke brudt endeligt med jødedommen. Med andre ord: Jesus-bevægelsen var endnu ikke blevet til kristendommen. Bruddet med jødedommen sætter Theissen til ca. år 70. Theissen definerer Jesus-bevægelsen som ”den af Jesus fremkaldte jødiske fornyelsesbevægelse i det syrisk-palæstinensiske område mellem ca. år 30 og ca. år 70.” ^[2]

Historisk baggrund

Det samfund, som kristendommen voksede frem i, var på én gang præget af patriotisme og kulturel pluralisme, traditionalisme og internationalisme. Jesus-bevægelsen begyndte i Galilæa, der var et jødisk domineret landbrugsområde, men som samtidigt var påvirket af de hellenistiske bycentre i Syrien. Kort efter Jesu død blev bevægelsens tyngdepunkter flyttet mod byerne, først og fremmest Jerusalem og Antiokia.

Judæa havde i flere århundreder været en del af den hellenistiske verden, og stærke udefrakommende kræfter påvirkede den jødiske kultur. F.eks. blev religion i højere grad et individuelt anliggende: Den gamle handlings- og fællesskabsorienterede religions fokus ændrede sig, så det var den enkeltes tro der kom i centrum. Loven skulle ikke længere blot opfyldes i handling, men også i holdning. Forestillingen om en fremtidig og ”dennesidig” frelse for hele Israels folk opstod i 500-tallet f.Kr. under eksilet, men den blev i visse henseender videreudviklet, så frelsen blev opfattet som en overjordisk dommedag. Selve gudsopfattelsen forandredes også. Fra at opfatte Jahve som den stærkeste gud blandt mange blev jødedommen nu til en strengt monoteistisk religion.

Omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange grupperinger; nogen entydig ortodoksi fandtes ikke. De fire dominerende retninger var farisæerne, essæerne, saddukæerne og zeloterne. Dertil kom sikarierne, en ekstremistisk udbrydergruppe fra zeloterne, som forsøgte at uddrive romerne fra Judæa ved hjælp af skjulte dolke (Lat.: sicae). Andre grupper var samaritanerne, Johannes Døber-bevægelsen og Qumransekten.

Historisk oversigt

Kristendommens tidligste historie inddeles i tre faser: Jesu egen forkyndelse, dannelsen af Jesus-bevægelsen omkring ham og den apostolske tid (ca. år 30-70), som omfatter apostlenes missionsaktiviteter blandt jøder i Israel, diasporajøderne overalt i Romerriget og ikke-jødiske hedninge.

Endnu var kirken ikke dannet i dens moderne form, men de institutioner og embeder, der blev en vigtig del af den katolske kirkes organisation, begyndte i den efterapostolske tid (år 70-140). Der blev fokuseret på at samle håndskrifter af apostlene, fordi Jesu genkomst ikke var så nært forestående, som man havde forventet. Senere udvikledes den oldkatolske kirke (år 140-311) med en mere afgrænset lære og udvikling af kirkeorganisationen. Perioden var fra begyndelsen præget af pluralisme, og nogen entydig teologi fandtes ikke, men den udvikledes langsomt i de næste århundreder.

Den danske teolog og religionsforsker Per Bilde har i sin beskrivelse af udviklingen, der førte til dannelsen af den nye selvstændige religion, lagt vægt på en række brud og vendepunkter, der hver især øgede afstanden mellem de dominerende jødiske grupper og tilhængerne af Jesus-bevægelsen. I begyndelsen opfattede de kristne og omverdenen sig selv som jøder, men der kom en række konflikter med de dominerende jødiske retninger, og der kom nytolkninger af de jødiske trosforestillinger. Alt dette betød, at Jesus-bevægelsen til sidst udskiltes som en separat religion: kristendommen.^[3] De vigtigste trin i denne udvikling var:

Jesusbevægelsen, der samledes omkring den jødiske prædikant Jesus i Galilæa
Jesu død (29 – 33 e.Kr.) var et vendepunkt for bevægelsen og nødvendiggjorde en omtolkning af de centrale trosforestillinger, som kom til at lægge grunden til en ny frelsesreligion
Opfattelsen af Jesus som guddommelig etableredes i bevægelsen - et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
Der opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne. De fik en følelse af at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder. Bevægelsen fik nu karakter af at være et sektfællesskab
Sektens missionsvirksomhed blev udvidet til også at omfatte ikke-jøder, hvilket hang sammen med dens spredning til storbyer udenfor Judæa
Med flytningen af sektens tyngdepunkt til stærkt helleniserede byer som Antiokia ændredes dens hovedsprog fra aramæisk til græsk. Dette skift medførte en række gennemgribende nyfortolkninger af trosforestillingerne pga. den kulturelle påvirkning, som det nye sprog førte med sig
Med spredningen til byerne skiftede sektens miljø fra at være udpræget ruralt (landligt) til at være internationaliseret urbant (byligt).
Da Paulus trådte ind i bevægelsen (ca. 34-40), var disse fundamentale forandringer indtruffet; men med Paulus styrkedes de tendenser, og det geografiske tyngdepunkt blev yderligere forskudt mod vest
Det antages, at den første jødisk-romerske krig (66-70 e.Kr.) havde en forstærkende effekt på udskillelsen af kristendommen fra jødedommen, da de kristne (ifølge konsensus i forskningen) tog afstand fra oprøret. Lederskabet udvandrede måske endda fra Jerusalem
Udskillelsesprocessen blev afsluttet mellem 90 og 110, da bruddet mellem tilhængerne af kristendommen og den etablerede jødedom var endegyldigt. De kristne udelukkedes fra synagogen.^[4] Ignatius af Antiokia, der skrev omkring 110, skelnede klart mellem at være kristen og at være jøde. Kristendommen fremstod nu fuldt og helt som en ny religion

Følelsen af at tilhøre en særlig gruppe fandtes hos de kristne før det endelige brud, og processen, der til sidst medførte bruddet, begyndte formodentligt da ideen om Jesu guddommelighed og grundlæggende betydning for frelsen blev en central trosforestilling i bevægelsen. Det skete i de første fem til 10 år efter hans død. Jesus-tilhængerne definerede dog stadig sig selv som jøder, og deres kultfællesskab repræsenterede en jødisk reformbevægelse. Diskussioner og konflikter var foreløbigt også et internt jødisk anliggende.

Kilder

Kilderne til den tidligste periode af kristendommens historie indbefatter evangelierne og Det Nye Testamentes breve. De tidligste vidnesbyrd findes i disse tekster: trosbekendelser og hymner og desuden beretninger fra passionshistorien. Ofte bliver disse vidnesbyrd dateret til mellem 70 og 110, og de afspejler især holdningen hos menigheden i Jerusalem.^[5]

Hovedkilden til begivenhederne i den tidlige apostolske fase af den kristne bevægelse er Apostlenes Gerninger, som beretter om apostlenes virke fra pinse og oprettelsen af menigheden i Jerusalem til spredningen af evangeliet blandt hedninger, herunder Paulus' tilfangetagelse i Rom midt i 1. århundrede. Apostlenes Gerninger bliver brugt med kildekritisk forsigtighed som sekundært stof til de paulinske breve.^[6] Paulus' breve er de ældst bevarede kristne tekster, men de er lejlighedsskrifter, og ikke systematiske teologiske fremstillinger. De er forfattet som belæring til menigheder forskellige steder i Romerriget, hvorfor deres indhold afspejler de aktuelle konflikter i de enkelte menigheder. Disse breve giver derfor også et værdifuldt indblik i livet i menighederne.

Det, der er bevaret af Jesu forkyndelse, er kun brudstykker, og en sammenhængende fremstilling af hans eget trossystem findes ikke. Evangelierne bygger hovedsageligt på mundtlig tradition og samlinger af Jesusord, og derfor består de mest af anekdoter om hans liv og hans reaktion på bestemte hændelser. I tiden lige omkring Jesu død var det en udbredt forestilling blandt de kristne, at verdens undergang var nært forstående. Derfor følte ingen, at det var nødvendigt at nedskrive, hvad Jesus havde sagt, da ingen mente, at det var nødvendigt at gemme til senere generationer. Først i sidste halvdel af 1. århundrede blev de første versioner af Jesu forkyndelse nedskrevet. Det skete formodentligt efter, at flere af dem, der havde kendt Jesus, var døde; derved risikerede hans ord også at dø ud. I den efterapostolske tid blev bevarelsen af det, der opfattedes som den oprindelige og ægte lære, vigtig. De senere pastoralbreve tolkes f.eks. som et forsøg på at etablere en tradition ved at modarbejde forestillinger og praksis, der opfattedes som forkerte. Især gnosticisme og jødisk ritualisme blev forfulgt.^[7]

Historie

Begyndelsen

Uddybende artikel: Jesus fra Nazaret

Jesus var kristendommens første grundlægger. Begyndelsen til det, der blev til en ny og selvstændig religion, skal findes i den Jesusbevægelse^[8], der opstod omkring ham. Selvom Jesu liv og lære er et emne for akademisk debat, er de fleste forskere enige om følgende grundlæggende punkter: Jesus blev født omkring år 4 f.Kr. og voksede op i Nazaret i Galilæa, og han samlede disciple omkring sig. De eneste kilder til hans livshistorie er evangelierne, og ifølge dem var han en omvandrende profet, der gjorde undere, uddrev onde ånder og helbredte syge; han blev henrettet ved korsfæstelse i Jerusalem efter ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus. Jesus blev derefter lagt i en grav, som blev fundet tom af nogle jødiske kvinder. Jesus blev set af mange af hans tilhængere (1 Kor 15,3-9). Påstanden om Jesu opstandelse danner basis for den kristne tro og hele den senere kristne kirke.

Autenticiteten af det Jesus sagde og gjorde, anses normalt for at være usikker, da de eneste kilder til Jesu liv er skrevet af kristne på et tidspunkt, hvor han havde været død i mange år, og hvor opfattelsen af ham var forandret i forhold til den oprindelige opfattelse. Da Jesu egne ord kun er bevaret som brudstykker, er det umuligt at lave en systematisk oversigt over hans forkyndelse; men de udsagn, der er bevaret, tyder på, at det måske aldrig var meningen, at der skulle laves en sådan oversigt. Jesu ord består nemlig ofte af overraskende svar på tilsyneladende simple spørgsmål, og formålet har i lighed med de omvandrende kyniske filosoffer været, at svaret skulle ”trække tæppet væk” under spørgeren, dvs. få ham til at stille spørgsmålstegn ved det etablerede værdisystem.^[9]

Den historiske Jesus, der kan fremdrages af de nytestamentlige tekster, bærer præg af, at han var en jødisk profet og reformator, der bl.a. havde som mål at bringe jødedommen tilbage til en tilstand, som han anså for den oprindelige, renset for det, han mente var fremmed indflydelse. Bevægelsens profetiske præg kom til udtryk gennem forventninger om en snarlig guddommelig indgriben i verden. Denne indgriben ville medføre en øjeblikkelig forbedring af jødernes situation. For at forberede denne frelse skulle jødedommen reformeres, og fokus skulle være på den enkeltes adfærd. Målet for Jesus-bevægelsen var reformation af religionen, ikke en revolutionær modstand mod den romerske besættelsesmagt.

Jesus var dog først og fremmest i opposition til de etablerede og dominerende grupper i det jødiske samfund, f.eks. saddukæerne og farisæerne, og han ville især gøre op med traditioner og nedskrevne love for at give plads til spontanitet og pligten til at handle efter kærlighedsbuddet.

Intet taler dog for, at Jesus var modstander af offerkulten i templet. Hans uddrivelse af de handlende vil f.eks. kun give mening, hvis han mente, at stedet og de handlinger, der knyttede sig til det, havde en særlig betydning. Jesus ønskede at nytænke kulten, at give den et nyt indhold - ikke at afskaffe den.^[10]

Bevægelsen havde sandsynligvis tidligt tætte forbindelser til farisæerne og var måske en gren af Johannes Døber-bevægelsen. Jesus brød dog senere med disse to bevægelser. Kristendommen blev skabt i en periode, der var fuld af indre strid og splittelse i jødedommen, og efterhånden udviklede der sig en konflikt mellem Jesus-bevægelsen og den romerske og jødiske øvrighed. Denne konflikt havde rod i et øget fokus på religiøse traditioner og forestillinger i det jødiske samfund. Dette fokus medførte spændinger mellem de forskellige grupper pga. deres forskellige opfattelser af jødedommen. Måske blev Jesus offer for en intern jødisk udrensning af afvigere og kættere.^[11]

Det særlige ved kristendommens forhold til de øvrige jødiske grupperinger var dens høje grad af inklusivitet, i modsætning til den almindelige eksklusive praksis i jødiske samfund. Ikke-jøder og ringeagtede befolkningsgrupper blev behandlet på lige fod med jøder, og kristendommens fokus lå på en idé om fred og forsoning, der var uafhængig af nationalitet.

Påsken

Jesus blev anklaget for at være en messiasprætendent, og han blev henrettet ved korsfæstelse, som var den romerske straf til ikke-romerske borgere for forbrydelser, der truede statens sikkerhed. Han blev med andre ord opfattet som en seriøs politisk-revolutionær trussel og må derfor også have haft en større skare tilhængere med særlige forventninger til ham.

Efter at Jesus var henrettet, begyndte nogle af hans tilhængere at tro, at han var blevet oprejst fra de døde tre dage efter, at han var henrettet af romerne under påskehøjtidelighederne. De troede også, at han steg til himmels 40 dage senere. Han ville dog snart vende tilbage. Forventningen om Jesu snarlige genkomst var stærk på dette tidspunkt.^[12]

Udeblivelsen af genkomsten må imidlertid have medført skuffelse og forvirring. Den førte efterhånden til en omfortolkning af centrale trosforestillinger: Jesus blev nu set som en åndelig frelser, og den endegyldige frelse blev udskudt til en fjern, ubestemt fremtid.

Jesus-bevægelsen blev efter lederens død transformeret til en sekt, der opfattede den døde Jesus som et guddommeligt væsen med en afgørende rolle i den frelseplan, som nu var blevet udskudt til en fjern fremtid. En vigtig rolle i denne transformation spillede Paulus, som snart blev en del af bevægelsen. Paulus beskrev Jesus som den stærkeste guddom af alle. Alt i hele verden måtte bøje sig for ham.(1 Kor 15,24-27) Paulus var den vigtigste drivkraft bag bruddet mellem de kristne og den jødiske tradition.

Jesuskulten og Paulus

I tiden lige efter Jesu død var bevægelsen ledet af apostlene og slægtninge^[13] og stadig mest udbredt i Galilæa, Jesu hjemegn. Denne egn havde et jødisk befolkningsflertal. Men den var mindre ortodoks end de jødiske kerneområder omkring Jerusalem i Judæa. De store hellenistisk dominerede bycentre i Syrien og Anatolien lå nærved, og deres kultur havde derfor stor indflydelse her. Kristendommens åbenhed overfor ikke-jøder allerede i de tidligste faser kan derfor være et resultat af, at den opstod i et område, som havde stærke forbindelser til ikke-jødiske samfund.^[14]

Påvirkningen fra den romersk-hellenistiske verden voksede; de stærke religiøse reformtendenser i tidens jødedom betød f.eks., at flere diasporajøder flyttede til Jerusalem, og efterhånden blev disse ofte stærkt helleniserede jøder en dominerende faktor i byens religiøse miljø. Denne tosidighed fik stor betydning for den jødiske kultur, og den internationale romersk-hellenistiske kulturs møde med den oprindelige jødiske blev udgangspunkt for en lang række konflikter.

Disse konflikter påvirkede også den kristne bevægelse. To modsatrettede strømninger medførte interne stridigheder og konflikter i den ældste menighed. Den ene var orienteret mod den traditionelle jødedom, den anden var knyttet til den helleniserede diaspora og de ”hjemvendte” jøder i Judæa. Da de græsktalende begyndte at blive dominerende blandt de kristne, blev hovedsproget i bevægelsen græsk. Det medførte ikke blot en oversættelse, men også en stærk indflydelse fra hele den kultur, der var knyttet til græsk sprog. Jødedommen var mere åben over for fremmede proselytter end senere; mange ikke-jøder var knyttet til jødiske menigheder og tog del i religionen uden fx at være omskåret.

De første kristne var hovedsageligt etniske jøder eller proselytter. Jesus forkyndte for jøder, og blandt dem valgte han sine første disciple, men budskabet skulle også gå til hedningerne. En tidlig uenighed i oldkirken opstod, da hedninger begyndte at omvende sig: Skulle disse ikke-jøder først "blive jøder" (f.eks. blive omskåret og følge jødiske spiseregler), før de kunne blive kristne? Beslutningen blev taget af Peter efter Kornelius' omvendelse, idet et tegn viste sig for Peter: De kristne skulle ikke følge de jødiske spiseregler, og dermed var sagen afgjort. Apostlenes lære bragte oldkirken i konflikt med de jødiske, religiøse myndigheder, og det førte til sidst til Stefanus' martyrium. Navnet "kristen" (gr. Χριστιανός) blev ifølge ApG 11,26 første gang brugt om disciplene i Antiokia.^[15]

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]