Akrobat, artist, der arbejder med kropslig beherskelse og kropsligt udtryk indenfor en række specialiserede discipliner. Akrobatikken er beslægtet med dansen som kunstnerisk udtryk, hvor den tekniske formåen ikke er et formål i sig selv, men middel til at udtrykke et bredt spektrum af følelset og indgå i mimiske og dramatiske forløb. Akrobatikken er beslægtet med gymnastikken, når der er fokus på den tekniske formåen og det målbare resultat.

Faktaboks

Etymologi
Ordet akrobat er dannet af græsk akro- og bates 'gående', af bainein 'gå', egl. 'gående på det yderste'.

Oprindelse

Akrobaten var kendt i oldtiden og ses afbildet i egyptiske kongegrave, på græske vasemalerier og på vægdekorationer fra Pompeji. Fra nordisk bronzealder ses akrobaten afbildet på svenske helleristninger, og i Danmark har man fundet en lille kvindelig akrobatfigur fra samme periode. Akrobatik var en del af artistens grundtræning sammen med musik, dans og pantomime og indgik i cirkusforestillingen, da engelske kunstberidere lagde grunden til moderne cirkus i 1700-tallet.

Linedanser

Linedanseren er en artist der optræder på udspændt eller slap line med f.eks. dans, musik, akrobatik eller pantomime. Linedanseren indgik ofte i en trup og optrådte som led i en forestilling, der kunne rumme flere elementer. Tårnlinedanseren optræder som balancekunstner med livet som indsats, da et enkelt fejltrin kan få fatale konsekvenser.

Springakrobater

Springakrobater udfører ved hjælp af springbræt lange spring over høje forhindringer, fx soldater, heste, elefanter eller biler. En særlig type springbræt kaldes en badut, heraf udtrykket badutspringer. I cirkus har dette spring ofte været udført af klovnen.

Saltomortale, egtl. "dødsspring" er forlæns eller baglæns spring med en eller flere vendinger ("volter") i luften.

voltige

Akrobatik på ryggen af en usadlet hest, herunder spring på og af en galopperende hest, har været en klassisk cirkusdisciplin siden skabelsen af moderne cirkus i 1700-tallet. Medlemmer af fremtrædende cirkusfamilier som Krembser, Tournaire og Houcke var kendte voltigører. Efter 2. verdenskrig dyrkes voltige som sportsgren, hvor rytterens præstation vurderes i forhold til en række specifikke krav.

Slangemenneske

Slangemenneske eller kontorsionist er fællesbetegnelse for artister der gennem hypermobilitet kan bringe kroppen i yderstillinger, enten baglæns ("kautschuk") eller forlæns (klischnigg – opkaldt efter den engelske artist Edouard Klischnigg 1813-1847).

Luftartist

Den franske artist Jules Leotard optrådte i Cirque Nationale 1859 som den første med flyvende trapez. Han udviklede selv nummeret, som skabte ham international berømmelse.

Ikariske lege

Antipodisten er en artist der ligger på ryggen og jonglerer med genstande eller levende personer. Charles Chaplin debuterede som dreng i dette nummer.

Perch

Stang af bambus eller metal der holdes af en undermand i bæltet, på panden eller på skulderen, mens partneren udfører akrobatik på stangen.

Marokkanske akrobater

Akrobattrupper fra Tazerwalt i det sydlige Marokko kalder sig Oulade (dvs. "sønner af") Sidi Ahmed ou Moussa, åndelig Sufi-leder som levede 1460-1563 og tog initiativ til omrejsende trupper, der optrådte med sang, dans og akrobatik. Trupper herfra kom i 1800-tallet til Europa og USA og optrådte bl.a. i Zirkus Renz fra 1852 og Zirkus Busch fra 1902.

Kinesiske akrobater

Provinsen Wuquid i Kina er hjemsted for uddannelsen af akrobater, som bygger på en tradition der går mere end 2000 år tilbage. Kinesiske akrobater fra området medvirkede bl.a. i Cirque de Soleils forestilling "Dralion" fra 1999 og indgår i Peking operaens forestillinger. Akrobater fra Wuquid er anerkendt som national kinesisk kulturarv.

Akrobatik i gymnastik og idræt

De akrobatiske øvelser vandt tidligt indpas i den moderne gymnastik, og mange af dem blev allerede med geometrisk nøjagtighed beskrevet af italieneren Archange Tuccaro (1536-1616) i Trois dialogues de l'exercice de sauter et voltiger en l'air (1599, Tre dialoger om luftakrobatik). I Danmark indeholdt Franz Nachtegalls gymnastikbog fra 1805 øvelser som hovedspring, kolbøtte, møllevending og kraftspring. Disse øvelser suppleredes i løbet af 1860'erne med pyramider, makkerøvelser m.m., hvori to eller flere udøvere balancerer på og med hinanden.

De akrobatiske øvelser udgør en central del af den mandlige og kvindelige idrætsgymnastik, og i 1988 indførtes sportsakrobatik som konkurrencedisciplin i Dansk Gymnastik Forbund. I visse idrætsgrene tales endvidere om høj akrobatisk færdighed hos en idrætsudøver, når vedkommende udfører sine øvelser perfekt. I løbet af 1980'erne opstod en fornyet interesse for at dyrke de akrobatiske øvelser i skolernes gymnastikundervisning, gymnastikforeninger samt i mere uformelle sammenhænge.

Akrobaten i kunsten

I moderne kunst og kultur anvendes akrobaten hyppigt som aktør og symbol. På den ene side kan fascinationen af akrobatens kraft, hurtighed og balance opfattes som et udtryk for længsel efter den førindustrielle tid, hvor kropsarbejdet var dominerende; på den anden side kan akrobatens disciplin og præcision ses som udtryk for en moderne, maksimal beherskelse af kroppen og naturlovene. I Nietzsches forkyndelse af overmenneskefilosofien i Also sprach Zarathustra (1883-85) er en linedanser det centrale symbol. Avantgardestrømninger — impressionismen, futurismen m.fl. — har på mangfoldig vis inden for bl.a. maleri, skulptur, fotografi og film brugt akrobaten som model og motiv. I litteraturen er Herman Bangs cirkusnovelle Les quatre diables (1890, senere omdøbt De fire Djævle) et kendt og karakteristisk eksempel. Skribenter fra Théophile Gautier til Siegfried Kracauer og Roland Barthes har viet akrobater og artister en stor kulturhistorisk og æstetisk interesse.

Læs mere i Lex

  • Akrobatik
  • Linedanser
  • Cirkus

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig