etnicitet

Etnicitet er noget, vi lærer gennem vores opvækst, både i familien og i skolen, så individets etnicitet afhænger typisk af dets forældre og bedsteforældres etniske identitet. På den måde er etnicitet tillært, da barnet lærer sin families sprog og kultur gennem sin opdragelse og opvækst.

Dermed bliver etnicitet et historisk og kulturelt organiseret fænomen, som bruges til at skabe, udtrykke og opretholde følelser af sammenhold og sammenhæng – både for dem, der er med i gruppen, og for dem, der opfattes som anderledes end gruppen. En etnisk gruppe er derfor ofte defineret i forhold til andre etniske grupper.

Etnicitet kan ændre sig over tid og påvirkes af migration, politiske forhold og møder med andre grupper.

Således skal etnicitet forstås som en del af de processer, hvorigennem mennesker forhandler, markerer og fortolker deres sociale og kulturelle tilhørsforhold og identitet.

Etnicitet forbindes ofte med slægtskab og oprindelse. Et menneske med forældre fra forskellige etniske grupper kan betragte sig selv som dobbeltetnisk, fx dansk-pakistansk. Tilsvarende kan personer, som er født i et land og opvokset i et andet, opleve at tilhøre flere etniske fællesskaber, fx dansk-tysk. Mennesker og befolkningsgrupper, som knytter deres etnicitet eller tilhørsforhold til et andet land, end der hvor de bor, kaldes ofte diaspora.

I løbet af 1800-tallet og første del af 1900-tallet blev etnicitet og nationalitet tæt forbundet, efterhånden som flere europæiske nationer, fx Tyskland og Italien, blev grundlagt ud fra idéen om et etnisk og sprogligt fællesskab. Forestillingen om, at en nation burde udgøres af et folk med fælles sprog og kultur, stod i kontrast til de tidligere store imperier, hvor mange forskellige folkeslag og etniciteter levede under samme styre.

Efter 1. Verdenskrig blev flere europæiske grænser trukket med udgangspunkt i etniske og nationale tilhørsforhold, fx ved opløsningen af Østrig-Ungarn og flytningen af den dansk-tyske grænse i 1920.

I dag forbindes etnicitet og nationalitet på nye måder – bl.a. gennem kommercielle DNA-test, der ofte inddeler befolkninger i nationale og regionale kategorier. Disse tests giver dog et forenklet billede af menneskers oprindelse, fordi de bygger på nutidige statsgrænser og koloniale forestillinger om befolkningsopdeling. Et testresultat kan fx differentiere mellem engelsk, walisisk, skotsk og irsk, men ikke mellem de mange forskellige etniske grupper i Nord- og Sydindien.

Nutidig forskning understreger, at både race og etnicitet er sociale og historiske konstruktioner, ikke biologiske eller naturlige fakta. De to betegnelser har gennem tiden været brugt til at opdele mennesker i forskellige grupper, ofte med en hierarkisk effekt, hvor visse grupper blev betragtet som mere civiliserede eller kulturelt overlegne end andre.

Et eksempel er Tivolis og Zoologisk Haves udstillinger af såkaldte 'vilde mennesker' i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Her blev mennesker fra afrikanske og asiatiske lande udstillet som illustration af, hvordan andre folkeslag var mindre civiliserede og derfor underlegne i forhold til de hvide europæiske tilskuere. Et andet eksempel er Nürnberglovene, der i 1935 fratog jødiske statsborgere i Tyskland en række rettigheder, da de blev betragtet som underlegne i forhold til de ariske tyskere.

Efter 2. Verdenskrig og Holocaust blev 'race' i stigende grad opfattet som et belastet begreb, og man begyndte derfor i højere grad at bruge betegnelsen etnicitet. I Danmark og Norden har etnicitet siden været anvendt som en bred betegnelse for minoritetsgrupper, især ikke-vestlige religiøse og kulturelle mindretal. På dansk har ordet etnisk desuden ofte fungeret som markør for personer eller ting, der ikke var danske, som fx etnisk mad. På den måde blev betegnelsen etnisk også brugt som et ord for "de andre" eller "det anderledes".

I den tidlige antropologiske forskning blev race og etnicitet brugt som videnskabelige kategorier, da forskningen ofte byggede på (nu forkastede) forestillinger om, at forskellige folkeslag udviklede sig i forskellige tempi og befandt sig på forskellige trin i et forestillet civilisatorisk hierarki. I dag anvendes etnicitet fortsat som analytisk kategori i fx medicinsk forskning, migrationsforskning og samfundsvidenskab, men ofte med fokus på sociale processer og magtrelationer frem for biologiske forskelle.

Et af de mest kendte eksempler er folkemordet i Rwanda i 1994, hvor mellem en halv og en million mennesker blev dræbt i konflikten mellem hutuer og tutsier.

Et andet eksempel er Srebrenica-massakren, der fandt sted i 1995 under krigen i Bosnien-Hercegovina, der var en del af krigene i Eksjugoslavien (1991-2001). Krigene var præget af etniske konflikter og kampe om, hvilke etniske grupper, der skulle have mest magt. De førte bl.a. til, at mere end 8.000 drenge og mænd, alle bosniakker (bosniske muslimer), blev myrdet af bosnisk-serbiske militærstyrker ledet af Ratko Mladić, der efter krigen blev dømt skyldig i krigsforbrydelser. Srebrenica-massakren er det største drab på en etnisk befolkningsgruppe i Europa efter 2. Verdenskrig.

Lignende dynamikker har gjort sig gældende i andre dele af verden, hvor etniske og nationale skillelinjer har været tæt forbundet med kamp om territorium og politisk kontrol.