guldsmede

De voksne guldsmede har lange, slanke bagkroppe. Brystet er kraftigt med skråtstillede led, benene fremadrettede med kraftige torne. Hovedet har bidende munddele, typisk store kugleformede øjne (sammensat af mange små enkeltøjne, ’facetøjne’) og korte følehorn. De to store vingepar har tydelige ribber og er oftest glasklare. Hos vandnymferne (Zygoptera) er parrene ens, smalle ved basis og udvidede mod spidsen. Hos de ægte guldsmede (Anisoptera) er vingerne mere ens brede, og bagvingerne er bredere ved basis end forvingerne. I hvile holdes vingerne vandret hos de ægte guldsmede, hos vandnymferne typisk lodret.

Hanner og hunner er i de fleste tilfælde forskellige i farve; hannerne har de mest i øjnefaldende farver.

Larverne, som ’teknisk set’ bør kaldes nymfer pga. guldsmedenes ufuldstændige forvandling, ligner meget de voksne, men mangler vinger. Fælles er en leddelt underlæbe, den såkaldte ’maske’, der som en gribetang slynges ud ved fangst af byttedyr. Vandnymfernes larver er spinkle/slanke med 3 (sjældent 2) bladformede vedhæng (gæller) i bagkropsspidsen. Ægte guldsmedes larver er grovere bygget, brede, undertiden flade og har indre gæller i endetarmen.

Både voksne og nymfer er rovdyr. Præcist udviklet til formålet. De voksne fanger andre insekter, som de opsøger aktivt. De udnytter et fremragende syn, effektive gribeben, og en imponerende manøvredygtighed i luften. Guldsmedene har bemærkelsesværdige flyveegenskaber, som skyldes en enestående kombination af biologisk tilpasning og ingeniørmæssig effektivitet. De ægte guldsmede er langt de bedste flyvere med flyvehastigheder op til 50 km/timen. Grundlæggende er fidusen, at deres vingepar bevæges uafhængigt af hinanden. De kan stå helt stille i luften, glide afsted, dreje skarpt, eller endda flyve baglænds. Grundlæggende er fidusen, at vingeparrene bevæges uafhængigt af hinanden. Vandnymferne bevæger vingeparrene synkront og kontinuert. De svæver sjældent eller står stille i luften. Deres er flyvning er derfor mere energieffektiv end de ægte guldsmedes.

Voksne vandnymfer fanger typisk deres bytte, når det sidder på fx planter; de jager ikke flyvende bytte. Det gør de ægte guldsmede derimod. Ud over deres suveræne manøvredygtighed, har nogle af dem relativt større øjne end andre insekter. Øjnene kan have over 30.000 facetøjne, og deres synsfelt er derfor stort. De fokuserer nemt på en enkel myg, selvom den er en del af en stor tæt sværm. Fangsteffektiviteten er generelt på over 90%. De ægte guldsmede har to foreskellige jagtmetoder: en ‘sid og vent’ strategi, hvor et forbiflyvende insekt bliver jaget fra en ’udsigtspost’ (fx hos slægterne Leucorrhinia, Libellula, Sympetrum), eller de er ’mobile jægere’ (fx slægterne Aeshna, Anax). De store mobile jægere patruljerer konstant et territorium og jagter ethvert egnet flyvende bytte.

Larverne af både vandnymfer og ægte guldsmede lever af andre smådyr, haletudser eller fiskeyngel. Jo større larve, des større bytte kan den overmande. Larverne vandrer typisk omkring på jagt efter bytte. Enkelte arter sidder i vegetation eller lever nedgravet i bunden; her venter de på et passende bytte.

Unge vandnymfe-larver er gode svømmere, mens larverne af de ægte guldsmede kan flygte fra fjender med ’raketfart’ ved at presse vand ud af endetarmen.

Under kultiden for 300 mio. år siden fandtes forfædre til guldsmedene med et vingefang på op til 70 cm. Så store bliver de ikke nutildags. De største findes i Sydamerika og har et vingefang på 19 cm. Med et vingefang på ca. 10 cm er stor kejserguldsmed (Anax imperator) Danmarks største art (foto).

Selvom guldsmedene alle er rovdyr, er de selv bytte for en lang række andre dyr. I vandet er det især fisk, store vandkalvelarver og andre og større guldsmede. Andre mulige rovdyr er forskellige fugle og vandspidsmus. På land jages guldsmedene især af fugle. Både lærkefalk og aftenfalk er specialiserede i fangst af de største arter i luften, hvilket vidner om ekstremt gode jagtevner.

Udviklingen fra æg over en række larvestadier til voksen varer få måneder hos enkelte arter, men hos de fleste arter 1 år. Hos de store ægte guldsmede kan larvestadiet vare op til 2-5 år.

Efter at æggene er lagt, klækker larverne. Hos nogen arter sker det med forsinkelse, hvilket sikrer, at larverne vokser på et gunstigt tidspunkt. Larverne skifter hud i takt med, at de vokser; de skifter stadium. Antallet af stadier varierer fra art til art (op til ca. 15). I det sidste stadium kravler larven på land, fx op på et strå et stykke over vandet. Enkelte går op til flere meter, før den voksne guldsmed kryber ud af larvehuden. Derefter skal dens skelet og vinger hærde, før dyret er funktionsdygtigt.

De voksne guldsmede lever typisk kun 1-2 uger, men nogle arter op til 6-8 uger. En enkelt dansk art (vintervandnymfen, Sympecma fusca) er enestående ved at overvintre på land i et beskyttet skjul.

Guldsmede har et kompliceret sexliv. Når de er klar til at formere sig, opsøger de vandløb, søer og damme. Hannerne hos mange arter er stærkt territoriale; de forsvarer et godt ynglested mod andre hanner og ser efter hunner at parre sig med. Parringen er helt speciel. Først overfører hannen sæd fra kirtler i bagkropsspidsen til ekstra kønsorganer, som sidder længere fremme på undersigen af bagkroppen. Derefter griber han fat om hunnens ’nakke’ med et par ’tænger’, som sidder i spidsen af bagkroppen. Så bøjer hunnen sig bagkropspids frem til hannens ekstra kønsorgan, hvor sæden derefter overøres til hendes kønsorganer. Han og hun danner på den måde det såkaldte ’parringshjul’. Parringen kan vare fra få sekunder til flere timer.

Hunnerne lægger hundredevis af æg, typisk i mindre portioner. Hos vandnymfer og de store ægte guldsmede bores de aflange æg ind i plantestængler eller blade, råddent træ (over eller under vandoverfladen), evt. i mudder eller sand/grus nær vandoverfladen. Andre arter lægger runde æg indkapslet i gelé på vandoverfladen. Man kan se, hvordan hunnerne gentagne gange dypper bagkropspidsen i vandet; ved hvert dyp frigives 1-flere æg. Under æglægningen er hunnen beskyttet af den han, som hun har parret sig med. Enten sidder de stadig i parringshjulet, eller også er hannen på vagt i nærheden.

Guldsmedene yngler i ferskvand eller brakvand (svagt salt vand). Flest arter findes i damme, færre i større vandløb og søer. Både kalkrige og kalkfattige (ofte brunvandede) damme er vigtige levesteder, især hvis disse ikke huser fisk. Klart vand er vigtigt for at de fleste arters larver kan fange deres bytte. Mange arter af både vandnymfer og ægte guldsmede er afhængige af vandplanter (neddykkede, flydende, eller som rørsump). Fx lever larverne af grøn mosaikguldsmed ( Aeshna viridis ) kun på planten krebseklo.

Guldsmede tiltrækker et stort publikum, næsten på niveau med de populære dagsommerfugle. På ’Naturbasen´og árter.dk´ er der samlet mere end 10.000 registreringer. Forklaringen er uden tvivl, at de voksne guldsmede er meget øjnefaldende, elegante flyvere, ofte med meget flotte farver.

På grund af de voksne guldsmedes generelt gode flyveegenskaber, burde arterne være dygtige til at sprede sig over større afstande. Ligeledes vil man forvente, at det især gælder de ægte guldsmede.

Men faktisk foretager kun en meget lille procentdel egentlige lang-distance vandringer. Og på verdensplan sker det primært i højden i bjergområder. I Europa er der dog eksempler på arter, som vandrer meget langt, hjulpet på vej af varmt vejr og gunstige vandforhold. Her spiller klimaforandringer en rolle. Årsagen til lange vandringer kan fx være udfordrede levevilkår, hvor arterne forekommer.

Forventningen om, at voksne ægte guldsmede bevæger sig og spredes over længere afstande end vandnymferne holder heller ikke. Studier viser ingen generelle forskelle. Den typiske spredningsafstand for begge grupper er få hundrede meter. Men der er forskelle mellem de enkelte arter. Hos vandnymferne har lille rødøjet vandnymfe (Erythromma viridulum) koloniseret de brittiske øer fra fastlandseuropa, mens dværgvandnymfen (Nehalennia speciosa) typisk kun bevæger sig få meter fra dens levested. Pragtvandnymferne (Calopteryx spp.) opholder sig normalt tæt på deres ynglevandløb, men kan ofte ses op til 500 m fra det. De er endda fundet på Anholt og Læsø, hvor de ikke kan yngle.

Enkelte arter af guldsmede er i nyere tid indvandret sydfra. Den mest opsigtsvækkende er stor kejserguldsmed, som første gang blev fundet i 1994, men som siden har bredt sig voldsomt. Den er nu almindelig over hele Danmark.

• insekter

• Atlasprojektet Danmarks Guldsmede III