oprindelige folk

Det skete i et større opgør med nogle af de socialdarwinistiske tankestrømme, der stadig florerede i mange kredse. Det var en teori, der drog inspiration fra Darwins evolutionsteori og blev brugt til at legitimere raciale hierarkier og visse kulturers overlegenhed.

Her placerede man typisk oprindelige folk nederst i hierarkiet, og det bidrog til at legitimere mange af de koloniale indsatser i lande, hvor man var interesseret i at fratage oprindelige folk de landområder, som de ofte havde boet i mange generationer.

I 1989 vedtog man 'Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk i den internationale arbejdsorganisation ILO' (konvention nr. 169). Dens 44 artikler er folkeretligt bindende og har primært til hensigt at værne om oprindelige folks distinkte kulturer og beskytte imod diskrimination og tvangsassimilation.

Mange oprindelige folk har oplevet, at de selv eller deres forfædre har måttet undergå forskellige former for tvang og undertrykkelse, som har haft til hensigt at gøre det af med deres kultur og tro. Det blev blandt andet gjort ved at fjerne børn fra deres forældre og sende dem til kostskoler og forbyde dem at tale deres eget sprog eller praktisere deres kultur og tro, som vi eksempelvis har set det i Danmark, USA og Canada.

Disse metoder blev ofte legitimeret ud fra en racistisk overbevisning om, at oprindelige folk besad en tilbagestående og irrationel kultur. Konventionen er imidlertid kun ratificeret af 24 lande, heriblandt Danmark.

Efter årtiers arbejde vedtog man i 2007 'Den Internationale Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder', som blev stemt for med overvældende flertal. 143 stater stemte for og kun fire imod. Det er dog til gengæld landene USA, Australien, New Zealand og Canada som stemte imod, alle fire lande, der som bekendt har oprindelige folk. Disse fire lande har dog siden ratificeret erklæringen.

I teksten italesættes de historiske uretfærdigheder, som er overgået oprindelige folk, og som ofte er blevet legitimeret med henvisning til kulturel, national eller racemæssig overlegenhed. Der tages kraftig afstand til forestillinger om enhver type hierarki imellem folkegrupper, og oprindelige folks ret til selvbestemmelse og selvorganisering er hovedbudskaber. Samtidig bekræftes FN’s rolle i at hævde og beskytte oprindelige folks rettigheder og værne imod diskrimination og andre undertrykkende praksisser.

Ingen af de vedtagne tekster indeholder en definition af oprindelige folk; i stedet understreges retten til selvbestemmelse. Men ofte har det været svært at anerkende netop retten til oprindelige folks selvbestemmelse. En række lande har modsat sig, at oprindelige folk skulle omtales som en egentlig og selvstændig folkegruppe, fordi man dermed frygtede, at det ville åbne en kattelem for selvstændig statsdannelse.

Denne uenighed prægede særligt forhandlingerne op til konvention 169 i 1980’erne, men den spiller fortsat en rolle i det diplomatiske spil omkring oprindelige folks rettigheder.

I begyndelsen af det 21. århundrede begyndte man på globalt plan at opdage, at der hos visse oprindelige folk ikke blot var en stærk kulturel tilknytning til specifikke naturområder, men at de ofte også besad en stor viden om landskabernes dyre- og planteliv, naturens processer og de historiske forandringer, der havde fundet sted. Det betød, at man i stigende grad fik øje på, at oprindelige folk kunne blive vigtige videnspartnere i bekæmpelsen af den globale biodiversitetskrise.

Mange oprindelige folk bebor områder med stor biodiversitet, og det viser sig, at der i deres traditionelle viden ofte findes indsigt i nogle af de forandringer, som ikke altid har været lige nemme at måle for videnskabsfolk.

Men dertil kommer også, at oprindelige folk til tider besidder en forståelse for, hvordan man forvalter naturen på mere skånsom vis. Her er det dog vigtigt, at man ikke tror, at alle oprindelige folk derfor lever på en særligt bæredygtig måde, for ligesom alle mulige andre mennesker, er de lige så forskellige indbyrdes som enhver anden stor generaliseret gruppe.

Også når det kommer til klima, ser vi, at institutioner som FN’s klimapanel i stigende grad inddrager oprindelige folk i deres arbejde med at indsamle viden. Den tidligere generalsekretær for FN António Guterres har ved flere lejligheder understreget betydningen af oprindelige folks viden i generel forstand og helt konkret i forsøget på at afbøde de værste konsekvenser af klimakrisen.

Mange oprindelige folk har boet i bestemte regioner og opsamlet erfaringer over flere generationer, og det har nogle steder givet en unik mulighed for at forstå de mere konkrete forandringer, der har fundet sted i forskellige landskaber. Dermed er de også vigtige videnspartnere, når det kommer til spørgsmål om klima. Her finder vi nogle særligt vigtige knudepunkter i de arktiske regioner, hvor klimaforandringerne sker ekstraordinært hurtigt.

Men det er ikke altid, at samarbejdet mellem videnskabsfolk og oprindelige folk foregår helt uproblematisk. Mange oprindelige folk er stadig varsomme med disse samarbejder på baggrund af en historie præget af udnyttelse og marginalisering.

Selvom man først i anden halvdel af 1900-tallet begyndte at tale om, at oprindelige folk besidder en vigtig viden, har man i forrige århundreder alligevel nydt godt af den. Eksempelvis er vestlige botanikere rejst til områder og fået stor hjælp med deres botaniske indsamlinger fra lokale, oprindelige folk uden at kompensere eller anerkende for denne vidensdeling. Til tider har man endda fastholdt en forestilling om, at de var uvidende og irrationelle, selvom det nogle gange har vist sig at være en viden, som var ganske lukrativ for eksempelvis medicinalindustrien, når det kommer til planters helbredende egenskaber.