russisk litteratur

Traditionelt fører Rusland sin litteraturhistorie tilbage til den litteratur, der opstod i bystaterne Kyjiv og Novgorod mellem 1000-tallet og 1500-tallet. Den omfattede efter antagelsen af den byzantinske kristendom bibeltekster, prædikener, helgenlevneder m.m., oversat fra græsk til kirkeslavisk, men også folkelige klagesange, ordsprog, trylleremser og episke digte. Det heroiske epos, den såkaldte byline, bestod som en levende, mundtlig tradition helt frem til 1800-tallet. Nestorkrøniken fra begyndelsen af 1100-tallet regnes for et hovedværk i oldrussisk historieskrivning. Et højdepunkt fra slutningen af samme århundrede er Igor-kvadet, hvis ægthed har været omstridt, men ikke dets kunstneriske og nationale betydning. Fra 1500-tallet overtog Moskvastaten den politiske og kulturelle føring. Ivan den Grusommes Brevveksling med Fyrst Kurbskij 1564-1579 (da. 1959) og den store "husordensbog" Domostroj er tidsdokumenter af både politisk og litterær interesse. Andre verdslige genrer som erindringer, rejsebeskrivelser og satirer banede vejen for en egentlig skønlitterær prosa, både langformer (povesti) og kortere fortællinger.

Den første trykte bog på russisk var Ivan Fjodorovs udgave af Apostlenes Gerninger fra 1564. Men først med Peter 1. den Stores reformer, herunder forenklingen af det kyrilliske alfabet, blev bogtrykkerkunsten udbredt. Trykkerierne var statsejede, og Ruslands første egentlige avis, Vedomosti (Tidender), som udkom fra 1703 i oplag på 30 til 400 eksemplarer, var zarens særlige organ. Forbud og indgreb mod det trykte ord blev håndhævet vilkårligt, og helt frem til midten af 1700-tallet kunne enhver kritik af zaren medføre dødsstraf. Alligevel betegner Peter den Stores regeringstid (1682/89-1725) et afgørende brud med arven fra Byzans. Det afsondrede russiske rige blev en europæisk stormagt, og befolkningen søgtes europæiseret i alt fra uddannelse til livsstil og udseende. Peter den Store udgav til formålet i 1717 en slags fyrstespejl, Ungdommens belevne spejl.

Også litteraturen åbnede sig mod Vesten. Poesien og dramaet udfoldede sig navnlig efter franske forbilleder. Digteren Vasilij Tredjakovskij (1703-1769) var Ruslands første betydelige genre- og stilteoretiker. Antiokh Kantemir (1709-1744), der virkede som diplomat i Paris, var en foregangsskikkelse med sine moralske satirer. Til periodens hovedværker hører også Aleksandr Sumarokovs historiske skuespil og Denis Fonvizins komedier. I den næste fase blev den vigtigste bestræbelse at udvikle et mere mundret litteratursprog, befriet for tunge kirkeslaviske levn såvel som for den franske klassicismes snærende regler. Her ydede Mikhail Lomonosov en betydelig indsats både med sine teorier og sine fornyelser af oden. Katarina 2. den Stores hofpoet, Gavriil Derzjavin, tegnede kulminationen på 1700-tallets litterære opblomstring, og han var den første russiske digter, som opnåede berømmelse i udlandet.

I Katarina 2.s regeringstid (1762-1796) fik bogproduktionen et markant opsving. Kejserinden dyrkede selv digtekunsten, og hun udgav til det formål et satirisk tidsskrift, som snart dannede mode. I 1783 gav hun tilladelse til private bogtrykkerier, fulgt op af Ruslands første lovgivning om forcensur. Alt i alt betød reformerne en bedre retssikkerhed, og de banede vejen for en egentlig litterær offentlighed. Men efter Den Franske Revolution i 1789 opgav Katarina sin liberale kurs. En indædt kamp mellem statsmagten og den oplyste, reformhungrende "intelligentsia" kom til at præge de næste århundreder. Aleksandr Radisjtjev var den første forfatter, som blev deporteret til Sibirien. Et af de virkemidler, som forfatterne udviklede i kampen, var det såkaldte æsopiske sprog; dvs. dobbelttydige udsagn, som i heldigste fald blev overset af censuren, men kunne forstås og gouteres af de opmærksomme læsere. Ivan Krylov rendyrkede den æsopiske tale. Hans på én gang satiriske og lyriske fabler har været folkeeje helt op i vor tid.

På grænsen til 1800-tallet holdt sentimentalismen eller præromantikken sit indtog i Rusland. Den dannede klasse blev tilgodeset med et voksende udbud af bøger, tidsskrifter og almanakker. Nikolaj Karamzin kombinerede den "følsomme rejse" med liberale oplysningstanker og hans sentimentale noveller henrykkede samtiden. Hans motiver videreudvikledes og parodieredes op gennem 1800-tallets litteratur, samtidig med at hans store Ruslandshistorie fra 1816-1824 gav næring til den nationale bevidsthed. Vasilij Zjukovskij var Ruslands første mester i stemningsfulde elegier med forbillede i Ossian-digtningen, Thomas Gray, Friedrich Schiller mfl. 1820'erne og 1830'erne omtales gerne som den russiske litteraturs guldalder. Poesien nåede nye højder med Konstantin Batjusjkov, Pjotr Vjazemskij, Aleksandr Bestuzjev-Marlinskij (1797-1837), Jevgenij Baratynskij, Nikolaj Jazykov (1803-46), Aleksej Koltsov o.a. Flere prominente digtere deltog i den fejlslagne Dekabristopstand i 1825, og en af dem, Kondratyj Rylejev (1795-1826), blev hængt. Epokens ledestjerne var Aleksandr Pusjkin, der stadig æres som Ruslands nationaldigter. Han var, ligesom sin umiddelbare arvtager, Mikhail Lermontov, influeret af den byronske spleen. I Pusjkins Jevgenij Onegin (1833) og Lermontovs Grigorij Petjorin fra romanen Vor tids helt (1839-41) fik den en særlig socialpsykologisk gestaltning. Det såkaldte overflødige menneske blev et centralt tema for 1800-tallets litteratur. De to digtere omkom begge i en duel på deres kunstneriske højdepunkt og blev udødelige symboler på den russiske ånds oprør og martyrium. Den ukrainskfødte, men russiskskrivende Nikolaj Gogol betegner endnu en vigtig etape i overgangen fra romantik til realisme. Hans grotesk realistiske, ufuldendte trilogi Døde sjæle (1842) regnes for et af verdenslitteraturens hovedværker. I hans fortællinger kommer en ærkerussisk type, den lille, forkuede embedsmand, til fuld udfoldelse. Gogols skildringer af vanviddet, navnlig i En Gals Memoirer (1835), havde foruroligende, samfundskritiske perspektiver, og de anslog et nyt hovedtema for generationer af forfattere, ikke mindst Fjodor Dostojevskij. Gogols komedie Revisoren (1836) udgør sammen med Aleksandr Gribojedovs Ånd skaber kval (1822-25) fortsat kernen i det klassiske nationale teaterrepertoire.

Det russiske drama blev videreudviklet af Aleksandr Ostrovskij. Hans komedier med satirisk brod nød vældig popularitet, men hans teaterarbejde blev uophørligt obstrueret af statsmagten. Under Nikolaj 1. (regerede 1825-55) blev censuren strammet i hidtil uset grad. Hans "jerndekret" fra 1826 og hans personlige nidkærhed som censor blev en plage for talrige kunstnere, ikke mindst Pusjkin.

Fra 1840'erne blev kulturlivet spaltet i to lejre. Pjotr Tjaadajev indledte fejden i 1836 med det første af sine Filosofiske breve. Hovedtanken var her, at Rusland var en håbløst tilbagestående nation, som snarest måtte se at indhente udviklingen i Vesteuropa. Den holdning tog europæisterne, zapadniki, til sig. Den modsatte lejr, slavofilerne, fremhævede derimod Ruslands egne kulturværdier og betragtede ikke Vesten som et ideal. Tidsskriftet Den Samtidige, som Pusjkin grundlagde, blev europæisternes førende organ med kræfter som Mikhail Saltykov-Sjtjedrin, Nikolaj Nekrasov og Vissarion Belinskij. Forfatteren Aleksandr Herzen gik i eksil i England og udgav her sit opinionsdannende tidsskrift Klokken. Fædrelandske annaler var endnu en vigtig platform for kultur- og samfundsdebat. Her slog Belinskij mfl. til lyd for den såkaldte naturlige skole. Sergej Aksakov og Gogol blev udlagt som mønstergyldige repræsentanter for denne socialt bevidste retning.

Efter Nikolaj 1.s død indtraf en mærkbar mildning af det politiske og kulturelle klima. Digteren Fjodor Tjuttjev karakteriserede omsvinget med det træffende udtryk tøbruddet. Hans egen filosofiske og melankolske digtning var dog ikke udpræget samfundsorienteret. Det samme gælder Afanasij Fet, som med sin musikalske natur- og kærlighedslyrik indtager en eksklusiv position i den russiske poesi. Romantikken fandt ny inspiration i Aleksandr Afanasjevs samling af russiske folkeeventyr (1855-1864), men lyrikerne, herunder også Jakov Polonskij (1820-1898) og Apollon Majkov (1821-1897), blev gennemgående underkendt. Deres kunst fik prædikatet l'art pour l'art i et tidehverv, som i stigende grad krævede samfundsdebat af litteraturen. Radikale kritikere som Nikolaj Tjernysjevskij, Nikolaj Dobroljubov og Dmitrij Pisarev formulerede idealerne for den retning, som siden fik betegnelsen den kritiske realisme. Nekrasovs digte, med deres sociale patos, honorerede til fulde kravene, men i anden halvdel af 1800-tallet blev den realistiske prosa altdominerende. Her fik den russiske roman sit store gennembrud i verdenslitteraturen. Ivan Turgenev var en af sin tids mest læste forfattere. Den poetiske realisme i hans værker, fx Rudin (1856), En adelig rede (1859) og Forårsbølger (1872) fik omfattende indflydelse, også på den danske litteratur, navnlig J.P. Jacobsen. Ivan Gontjarov skabte i romanen Oblomov (1859) en ny, kærligt-kritisk variant af "det overflødige menneske". Lev Tolstoj skrev en lang række monumentale værker, herunder Krig og Fred (1863-69) og Anna Karenina (i bogform 1878), og hans moralfilosofiske lære, tolstojanismen, blev en verdensomspændende, antiautoritær bevægelse. En tilsvarende profetisk status opnåede Fjodor Dostojevskij, hvis dramatiske liv og kunst er enestående i verdenslitteraturen, med mesterværker som Forbrydelse og straf (1866) og Brødrene Karamazov(1879-1880). De to giganter satte deres dybe præg på en række betydelige prosaister som Nikolaj Leskov, Vladimir Korolenko og Vsevolod Garsjin. Tolstoj blev det bestående forbillede for den realistiske prosa, mens Dostojevskij fik afgørende betydning for den russiske modernisme.

I Aleksander 2.s regeringstid (1855-1881) iværksattes en række reformer, navnlig afskaffelsen af det forhadte livegenskab i 1861. Men i kølvandet fulgte nye spændinger og uroligheder. Universiteterne, som nu var åbnet for ikke-adelige og kvinder, blev de socialistiske og revolutionære idéers højborg. Turgenev skildrede den oprørske generation i romanen Fædre og sønner (1862) og kaldte dens tanker nihilisme, og Dostojevskijs roman Onde ånder (1871-1872) er et passioneret opgør med nihilismens og terrorismens væsen. Drabet på zaren i 1881 udløste hårde repressalier, og i det følgende tiår blev samfundet og kulturen præget af vildrede og afmatning. Den dødsmærkede digter S. Nadson (1862-1887) blev en veritabel kultskikkelse og indvarslede en ny interesse for poesien.

Året 1892 anføres gerne som optakten til modernismen og den epoke, som siden fik betegnelsen den russiske sølvalder. Her holdt digteren og filosoffen Dmitrij Merezjkovskij sin forelæsning "Om årsagerne til forfaldet og om nye strømninger i den russiske litteratur". Sammen med sin hustru, Zinaida Gippius, stillede han sig i spidsen for en idealistisk og nyreligiøs orientering. På samme tid udnævnte den unge digterspire Valerij Brjusov sig selv til fører for den russiske symbolisme med erklæret afsæt i det franske forlæg. Symbolismen fik indpas i Aleksandr Benois' tidsskrift Kunstens Verden og blev snart den førende litterære retning med eget forlag og tidsskriftet Vægten (1904-1909). Ligesom i Vesten udløste århundredskiftet et broget spektrum af fin de siècle-stemninger, fra ekstatisk mysticisme til depraveret sortsyn. Konstantin Balmont og Fjodor Sologub var eksponenter for den såkaldte dekadente gren af den russiske symbolisme. Vsevolod Ivanov, Aleksandr Blok og Andrej Belyj tilføjede bevægelsen impulser fra så forskellige kilder som Friedrich Nietzsche, Vladimir Solovjov, Henrik Ibsen, Knut Hamsun og Rudolf Steiners antroposofi.

Anton Tjekhov var periodens store ener både som novellist og dramatiker. Hans fire skuespil: Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, som fremkom 1896-1904, var med deres åbne budskab og tragikomiske tonefald en fornyelse, som foregreb det langt senere absurde teater.

I 1905 blev bogcensuren praktisk taget ophævet. Det affødte en bølge af triviallitteratur og erotika, men også seriøse, dristige fornyelser af prosaen vekslende mellem kras naturalisme og stiliseret modernisme, fx hos Aleksandr Kuprin, Leonid Andrejev og Mikhail Artsybasjev.

Omkring 1910 kom en ny gruppering til orde. Sergej Gorodetskij (1884-1967), Nikolaj Gumiljov, Anna Akhmatova og Osip Mandelsjtam betragtede den eksklusive digter Innokentij Annenskij som deres læremester. De efterstræbte klarhed og hyldede den europæiske kulturs idealer i deres retning: akmeismen.

På samme tid gjorde den russiske futurisme sin entré. I 1912 udsendte David Burljuk, Aleksej Krutjonykh (1886-1968), Velimir Khlebnikov og Vladimir Majakovskij det provokerende manifest En øretæve til den offentlige smag. Majakovskij blev det dynamiske centrum for en række skandaleombruste aktioner, men også for skelsættende eksperimenter med ord, billeder, teater og film. En ny generation af lingvister, herunder Viktor Sjklovskij og Boris Ejkhenbaum gik i samarbejde med avantgarden og udviklede de teorier, der siden blev berømte som den russiske formalisme.

Oktoberrevolutionen 1917 og borgerkrigen drev hundreder af kunstnere i eksil, bl.a. digteren Vladislav Khodasevitj, Ivan Bunin og den originale enspænder Marina Tsvetajeva. Op gennem 1920'erne var litteraturen fortsat præget af frugtbar rivalisering mellem grupper som LEF, Serapionsbrødrene, OBERIU (sammenslutningen af den reale kunst), anført af Daniil Kharms, imaginisterne, anført af Nikolaj Kljujev og Sergej Jesenin, samt en række udprægede individualister: Isaak Babel, Boris Pilnjak, Jurij Olesja, Andrej Platonov og mange andre. Deres værker var gennemsyret af skepsis over for den socialistiske utopi og sovjetsamfundets udvikling. Maksim Gorkij var fra sin tidligste ungdom overbevist socialist og en arg modstander af modernismen. Hans værker, især romanen Moderen (1906), blev udråbt til forbillede for den nye "proletarlitteratur" af organisationer som RAPP o.a., der med stigende fanatisme krævede partitroskab i overensstemmelse med Lenins direktiver fra 1905. Sovjetcensuren (Glavlit) fik gradvis sin meget restriktive udformning 1922-31.

I 1932 opløste partiet alle litterære organisationer, og på den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934 blev den socialistiske realisme proklameret som det bærende princip for sovjetlitteraturen. Hele det litterære apparat: forlag, tidsskrifter, forfatteruddannelse mv. blev overtaget af staten og centraliseret. Lydige forfattere blev herefter belønnet med sikre indkomster, priser og privilegier. Solide realister som Konstantin Fedin og Aleksandr Fadejev blev de nye frontfigurer, og partiet søgte bevidst at fremelske såkaldte produktionsromaner, gennemsyret af kollektivistisk ånd. Modernister og andre upålidelige elementer blev i stort tal ofre for Stalins udrensninger eller valgte at gå i indre eksil som fx den forfinede lyriker Boris Pasternak. Mikhail Bulgakov og mange andre blev til stadighed chikaneret, ofte ved Stalins personlige indgriben.

I krigsårene 1941-1945 blev den politiske heksejagt indstillet, og mange forfattere bidrog i ord og tale til den patriotiske stemning. Men i 1946 indledte kulturkommissær Andrej Zjdanov (1896-1948), som en del af sin ideologiske kampagne, kaldet zjdanovsjtjina, en ny hetz med særlig adresse til Anna Akhmatova og satirikeren Mikhail Zosjtjenko. Aktionerne, som var rettet mod dekadence og knæfald for Vesten, blev først afblæst ved Stalins død i 1953. Ilja Erenburg navngav det følgende tidehverv, idet han genanvendte Tjuttjevs betegnelse Tøbrudtil sin roman fra 1954. Umiddelbart efter Nikita Khrusjtjovs magtovertagelse blev en række forbudte forfattere rehabiliteret, og mange vendte tilbage fra lejrene. Tidsskriftet Novyj mir blev den vigtigste platform for opgøret med den såkaldte glansbilledlitteratur og for en hel bølge af afslørende værker som fx Vladimir Dudintsevs Ikke af brød alene (1956) og Aleksandr Solzjenitsyns gennembrudsroman, En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962). Den unge digtergeneration med Jevgenij Jevtusjenko, Bella Akhmadulina og Andrej Voznesenskij i spidsen formåede at samle tusindtallige tilhørerskarer, og denne estradepoesi gav genlyd verden over. Det samme gjorde Vasilij Aksjonovs roman Stjernebilletten (1961), der blev hilst velkommen som en sovjetisk pendant til J.D. Salingers Forbandede ungdom. Men der var grænser for partiets tolerance. Digteren Joseph Brodsky og forfatteren Andrej Amalrik blev således idømt tvangsarbejde i hhv. 1964 og 1965 for påstået lediggang, som var strafbart efter sovjetisk lov. 1965 anføres ofte som tøbruddets afslutning med den opsigtsvækkende retssag mod Andrej Sinjavskij og Jurij Daniel (1925-1988) for antisovjetisk virksomhed. I hele Sovjetperioden udløste nobelprisen politisk postyr både i Vest og Øst, hver gang den blev tildelt en russisk forfatter: Bunin (1933), Pasternak (1958), Mikhail Sjolokhov (1965, for kosakromanen Stille flyder Don, 1928-1940), Solzjenitsyn (1970) og Joseph Brodsky (1987).

Leonid Brezjnevs æra (1964-1985) har fået betegnelsen stagnationstiden. Censuren var fortsat i kraft, men med periodiske stramninger og lempelser. Den illegale, selvudgivne samizdat-litteratur og det æsopiske sprog florerede. En række vestligt inspirerede strømninger: sots-art, konceptualisme m.m. levede deres risikable liv i undergrunden. Solzjenitsyns kamp mod systemet og udvisning i 1974 var et af periodens dramatiske højdepunkter. I den officielle litteratur var krigsberetninger og den såkaldte landsbylitteratur de mest populære genrer. Forfattere som Fjodor Abramov, Viktor Astafjev, Valentin Rasputin og mange andre gav usminkede skildringer af livet i kollektivbrugene, som også havde dokumentarisk værdi for Vestens sovjetkendere. I begyndelsen af 1980'erne afspejlede litteraturen en stigende bekymring for miljøets og moralens forfald i unionen. Kirgiseren Tjingiz Ajtmatov og abkhaseren Fazil Iskander (1929-2016) var fremtrædende repræsentanter for de eksotiske ikke-russiske kulturer. Det moderne storbymenneske blev skildret af forfattere som Jurij Trifonov, Daniil Granin og Vladimir Makanin. Kvindernes særlige vilkår og problemer kom til udtryk hos bl.a. Irina Grekova og Natalja Baranskaja (1908-2004), som dog ikke var feminister i vestlig forstand. Særlig populære var de sovjetiske trubadurer: Aleksandr Galitj (1919-1977), Bulat Okudzjava og Vladimir Vysotskij. I deres viser og ballader bevægede de sig bestandig på grænsen til den farlige systemkritik. Det samme gælder den fantastiske genre, hvis kendteste udøvere var brødrene Arkadij og Boris Strugatskij. Selvom den socialistiske realisme stadig var den eneste officielt anerkendte metode, blev doktrinen i realiteten udhulet af litteraturens formelle og tematiske fornyelser.

I 1985 proklamerede Mikhail Gorbatjov en ny kurs med slagordene glasnostog perestrojka. Han fik entusiastisk tilslutning fra forfatterne, som for manges vedkommende en overgang opgav skønlitteraturen til fordel for politisk og journalistisk arbejde. I de følgende fem år var det litterære liv euforisk og kaotisk. De litterære tidsskrifter mangedoblede deres oplag, idet de udgav førhen forbudte værker på stribe, herunder George Orwell, Aldous Huxley, Franz Kafka, James Joyce, Vladimir Nabokov og mange andre. Nye, afslørende værker af Mikhail Kurajev (f. 1939) og andre kæmpede med den tilbagevendte og den forsinkede litteratur om publikums opmærksomhed. Førhen halvofficielle forfattere som Andrej Bitov, Ljudmila Petrusjevskaja mfl. blev toneangivende på det nye parnas, og eksperimenterende undergrundsforfattere begyndte at blive publiceret. Sovjetlitteraturens klassikere blev samtidig radikalt omvurderet, navnlig den såkaldte sekretærlitteratur, som blev produceret af det litterære apparats egne administratorer og trykt i overdimensionerede oplag. I 1990 blev censuren omsider ophævet.

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 indtraf en ny krise. De økonomiske vilkår var drastisk forringet, og den postsovjetiske litteratur måtte konkurrere med et stigende udbud af billedmedier og masseunderholdning. De landsdækkende "tykke" litteraturtidsskrifter klarede sig gennem krisen, men udkom i stærkt reducerede oplag. Biblioteksvæsenet fungerede takket være donationer fra George Soros’ Open Society Foundation, og adskillige forlag fik ligeledes tilskud af vestlig kapital. Solzjenitsyns tilbagevenden i 1994 havde stor symbolsk betydning, men forfatteren formåede ikke i længden at fastholde sin position som nationalt og moralsk samlingspunkt. Russiske forfatteres lange tradition som tankens beherskere og det andet parlament syntes at være til ende.

1990’ernes dominerende strømning var postmodernismen, hvis førende teoretikere var Mark Lipovetskij og Mikhail Epstein. De mest fremtrædende repræsentanter, Mark Kharitonov (f. 1937), Dmitrij Prigov (1940-2007), Jevgenij Popov (f. 1946), Viktor Jerofejev (f. 1947), Vladimir Sorokin og Viktor Pelevin, fremmanede et univers uden holdepunkter og fælles værdier, med elementer af både finkultur og massekultur: film, reklamer, tegneserier etc. Den russiske postmodernisme adskilte sig dog fra den vestlige ved i høj grad at bruge sovjetarven som sit litterære og stilistiske materiale. Tatjana Tolstajas mytologisk og stilistisk avancerede fortællinger blev af de stadig sovjetisk prægede kritikere også placeret inden for denne ”anderledes prosa” og beskyldt for overfladiskhed og manglende menneskeligt engagement. En række kvindelige forfattere trådte samtidig frem med realistiske skildringer ud fra deres egen erfaringshorisont, fx Julia Voznesenskaja (1940-2015) og Viktoria Tokareva (f. 1937). Den mere naturalistiske, barske og litterært eksperimenterende variant af familie- og kvindelivets konkrete realiteter kunne forfattere som Petrusjevskaja, Nina Sadur (f. 1950), Marina Palej (f. 1955) og Svetlana Vasilenko (f. 1956) nu også få lov at publicere, og de blev stærkt kritiseret for at ville chokere for chok-effektens egen skyld, og for at dyrke det ”grusomme” og ”sorte”. Ikke underligt var det svært for litteraturkritikerne at vænne sig til både realistisk realisme og (post)modernistiske eksperimenter efter så mange år med den ideologisk farvede, påtvungent optimistiske, socialistiske realisme.

Ved begyndelsen af det nye årtusinde var litteraturbilledet totalt fragmenteret. Kun et fåtal har nået det brede publikum både hjemme og i udlandet, heriblandt krimi-forfatterne Alexandra Marinina (egl. Marina Aleksejeva, f. 1957) og Boris Akunin (egl. Grigorij Tjkhartisjvili, f. 1956). I bestræbelsen på at skabe national samling tog præsident Vladimir Putin i 2002 initiativ til at udgive en ny russisk encyklopædi i tredive bind.

• Rusland
• russisk