Oktoberrevolutionen 1917 og borgerkrigen drev hundreder af kunstnere i eksil, bl.a. digteren Vladislav Khodasevitj, Ivan Bunin og den originale enspænder Marina Tsvetajeva. Op gennem 1920'erne var litteraturen fortsat præget af frugtbar rivalisering mellem grupper som LEF, Serapionsbrødrene, OBERIU (sammenslutningen af den reale kunst), anført af Daniil Kharms, imaginisterne, anført af Nikolaj Kljujev og Sergej Jesenin, samt en række udprægede individualister: Isaak Babel, Boris Pilnjak, Jurij Olesja, Andrej Platonov og mange andre. Deres værker var gennemsyret af skepsis over for den socialistiske utopi og sovjetsamfundets udvikling. Maksim Gorkij var fra sin tidligste ungdom overbevist socialist og en arg modstander af modernismen. Hans værker, især romanen Moderen (1906), blev udråbt til forbillede for den nye "proletarlitteratur" af organisationer som RAPP o.a., der med stigende fanatisme krævede partitroskab i overensstemmelse med Lenins direktiver fra 1905. Sovjetcensuren (Glavlit) fik gradvis sin meget restriktive udformning 1922-31.
I 1932 opløste partiet alle litterære organisationer, og på den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934 blev den socialistiske realisme proklameret som det bærende princip for sovjetlitteraturen. Hele det litterære apparat: forlag, tidsskrifter, forfatteruddannelse mv. blev overtaget af staten og centraliseret. Lydige forfattere blev herefter belønnet med sikre indkomster, priser og privilegier. Solide realister som Konstantin Fedin og Aleksandr Fadejev blev de nye frontfigurer, og partiet søgte bevidst at fremelske såkaldte produktionsromaner, gennemsyret af kollektivistisk ånd. Modernister og andre upålidelige elementer blev i stort tal ofre for Stalins udrensninger eller valgte at gå i indre eksil som fx den forfinede lyriker Boris Pasternak. Mikhail Bulgakov og mange andre blev til stadighed chikaneret, ofte ved Stalins personlige indgriben.
I krigsårene 1941-1945 blev den politiske heksejagt indstillet, og mange forfattere bidrog i ord og tale til den patriotiske stemning. Men i 1946 indledte kulturkommissær Andrej Zjdanov (1896-1948), som en del af sin ideologiske kampagne, kaldet zjdanovsjtjina, en ny hetz med særlig adresse til Anna Akhmatova og satirikeren Mikhail Zosjtjenko. Aktionerne, som var rettet mod dekadence og knæfald for Vesten, blev først afblæst ved Stalins død i 1953. Ilja Erenburg navngav det følgende tidehverv, idet han genanvendte Tjuttjevs betegnelse Tøbrudtil sin roman fra 1954. Umiddelbart efter Nikita Khrusjtjovs magtovertagelse blev en række forbudte forfattere rehabiliteret, og mange vendte tilbage fra lejrene. Tidsskriftet Novyj mir blev den vigtigste platform for opgøret med den såkaldte glansbilledlitteratur og for en hel bølge af afslørende værker som fx Vladimir Dudintsevs Ikke af brød alene (1956) og Aleksandr Solzjenitsyns gennembrudsroman, En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962). Den unge digtergeneration med Jevgenij Jevtusjenko, Bella Akhmadulina og Andrej Voznesenskij i spidsen formåede at samle tusindtallige tilhørerskarer, og denne estradepoesi gav genlyd verden over. Det samme gjorde Vasilij Aksjonovs roman Stjernebilletten (1961), der blev hilst velkommen som en sovjetisk pendant til J.D. Salingers Forbandede ungdom. Men der var grænser for partiets tolerance. Digteren Joseph Brodsky og forfatteren Andrej Amalrik blev således idømt tvangsarbejde i hhv. 1964 og 1965 for påstået lediggang, som var strafbart efter sovjetisk lov. 1965 anføres ofte som tøbruddets afslutning med den opsigtsvækkende retssag mod Andrej Sinjavskij og Jurij Daniel (1925-1988) for antisovjetisk virksomhed. I hele Sovjetperioden udløste nobelprisen politisk postyr både i Vest og Øst, hver gang den blev tildelt en russisk forfatter: Bunin (1933), Pasternak (1958), Mikhail Sjolokhov (1965, for kosakromanen Stille flyder Don, 1928-1940), Solzjenitsyn (1970) og Joseph Brodsky (1987).
Leonid Brezjnevs æra (1964-1985) har fået betegnelsen stagnationstiden. Censuren var fortsat i kraft, men med periodiske stramninger og lempelser. Den illegale, selvudgivne samizdat-litteratur og det æsopiske sprog florerede. En række vestligt inspirerede strømninger: sots-art, konceptualisme m.m. levede deres risikable liv i undergrunden. Solzjenitsyns kamp mod systemet og udvisning i 1974 var et af periodens dramatiske højdepunkter. I den officielle litteratur var krigsberetninger og den såkaldte landsbylitteratur de mest populære genrer. Forfattere som Fjodor Abramov, Viktor Astafjev, Valentin Rasputin og mange andre gav usminkede skildringer af livet i kollektivbrugene, som også havde dokumentarisk værdi for Vestens sovjetkendere. I begyndelsen af 1980'erne afspejlede litteraturen en stigende bekymring for miljøets og moralens forfald i unionen. Kirgiseren Tjingiz Ajtmatov og abkhaseren Fazil Iskander (1929-2016) var fremtrædende repræsentanter for de eksotiske ikke-russiske kulturer. Det moderne storbymenneske blev skildret af forfattere som Jurij Trifonov, Daniil Granin og Vladimir Makanin. Kvindernes særlige vilkår og problemer kom til udtryk hos bl.a. Irina Grekova og Natalja Baranskaja (1908-2004), som dog ikke var feminister i vestlig forstand. Særlig populære var de sovjetiske trubadurer: Aleksandr Galitj (1919-1977), Bulat Okudzjava og Vladimir Vysotskij. I deres viser og ballader bevægede de sig bestandig på grænsen til den farlige systemkritik. Det samme gælder den fantastiske genre, hvis kendteste udøvere var brødrene Arkadij og Boris Strugatskij. Selvom den socialistiske realisme stadig var den eneste officielt anerkendte metode, blev doktrinen i realiteten udhulet af litteraturens formelle og tematiske fornyelser.
Kommentarer (1)
skrev John Howard Lind
I afsnittet før 1800 og specielt den tidligste periode er brugen af ordet Rusland er problematisk hvis det som her skal dække en så lang periode som fra 1000-tallet og 1500-tallet. Det gælder tilsvarende for Ruslands historie i almindelighed, hvor der må justeres en del. Der er selvfølgelig sproglig kontinuitet men i perioden bliver der tale om forskellige politisk-territorielle enheder med store forskelle, hvor den tidlige periode snarest må henføres til Ukrainsk litteratur, mens det senere snarere bør betegnes moskovitisk. Der en del tekster, Ilarion, Iakov munken og Huleklosterets paterikon der bør ind i den tidligste del af perioden når der nu er mulighed for at skrive mere detaljeret.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.