Må vi lige bede om

noget bedre vejr igen. Jeg havde da pakket vinterudstyret væk, men frem kom pandebånd og tørklæde igen. Nu her hvor der for alvor bliver travlt udenfor, er den kolde vind altså ikke en god makker.
Men hvis det er prisen for at få en smuk påske, går det vel nok.

Det er længe siden jeg viste primulaens knopper og nu er den på sit højeste.

Dette er den første i min have og flere følger senere.

Et lille udsnit af det blå bed.

De tofarvede perlehyacinter er bare så smukke.

Prydløgene får lov til at så sig, næsten i vildskab.

Det er et flot syn når flere hundrede blomstrer næsten på samme tid.

Og det hele startede med kun 5 af slagsen. En gratis glæde og dem kan man jo ikke få for mange af.

Der er een, og der er to!!

En forhindring af den sjovere slags, oplevede jeg idag. Eller rettere to.
Sidste år fandt jeg mit pindsvins vinterhi ude i haven - under en stedsegrøn bregne. Har kigget tidligere i år om den skulle være der igen, men fandt den ikke. Jeg har ikke kigget godt nok efter.

Torsdag var jeg godt igang med oprydningen i bedet og ville fjerne en stor bunke grene og blade ved juleroserne.  Halløjsa - der lå sørme pindsvinet og sov. Dækkede forsigtigt til igen mens jeg endnu en gang undskyldte forstyrrelsen.

I bunken bag mit sorte helleborus-frøbarn sover min lille ven.

Godt og lunt er hun kommet gennem vinteren.

Men overraskelserne var ikke slut endnu.

For nu ville jeg så rydde op ved bregnen. Og hvad venter der?

Pindsvin  nr. 2.

Så har man da lov til at være glad, ikke.

Det jeg undrer mig over er, at to pindsvin har vinterhi så tæt på hinanden. For de er ikke meget over 1 meter mellem de to steder.

Jeg troede at pindsvinet er ret territorial. Men de er måske så trætte når de går i hi, at de ikke opfatter at der allerede er en anden  på næsten samme sted.

Så hvis der er nogle kyndige, vil jeg da gerne høre mere om dette.

Og ellers vil jeg bare glæde mig over at dyrelivet trives så godt i min have.

Symfoni af hornvioler.

Så er foråret for alvor skudt igang her i min lille have og planteskole.
Jeg åbner til påske, men de første hornvioler er kommet for at glæde både mig og de der ikke kan vente længere. Og fra nu af går det bare derud af.

Så nu skal der fyldes i krukker i kurve.

Hulrodet lærkespore.

Corydalis cava, vild lærkespore eller hulrodet lærkespore.
En skovplante med blomster i flere nuancer. Vokser vildt mange steder i landet, men kontrolleret i min have. Fik den foræret af en nabo, hvor den på hans store grund får lov til at vise hvor villig den er.

Den sår sig ligeså villigt som den gule. Men der er noget over de forskellige lærkesporer, som jeg ikke kan stå for. De ser så skrøbelige ud men er yderst robuste. De fleste ihverttilfælde. Jeg  har dog også oplevet nogen problemer med at få etableret især en af de blå.

Hvidløg.

Jeg har det med at stikke hvidløgsfed ned ude i haven og såmænd også i drivhuset. Tror det er med til at holde utøj væk, især i drivhuset. Ihverttilfælde har jeg de sidste år været forskånet for det.

Og så er det så godt bare at kunne hente lidt top til æggemaden eller omeletten.

Skudspidserne lidt skadede af den sidste frost, for hvidløgene var allerede godt igang før den kom.

Men det betyder inter og kan bare lige klippes af .

Geranium Margaret Wilson med sine flotte brogede blade.

Af alle skovstorkenæbbene nok een af de flotteste.

Man må sno sig.

Sådan synes vibeæggene at tænke. Nej ikke bogstaveligt, men det er da underligt som de snor sig selv  om der ikke har været forhindringer for deres vej op af vinterhvilen.

Længe havde jeg kun et par stykker, for i mange år syntes jeg de var alt for dyre.

Det er de ikke mere og jeg har sat rigtig mange rundt omkring. De breder sig fint og jeg glæder mig til at se mange blomstrende vibeæg.

Min selvsåede helleborus udvikler sig yderst tilfredsstillende.

Bringer billede igen når den er helt sprunget ud.

Mod lysere tider.

Disse dejlige lune dage har da virkelig sat fut i haven og jeg spæner afsted for at følge med.
Denne forårsstemning som næsten grænser til eufori, elsker jeg simpelthen. Som en god gammel ven, der kommer på besøg hvert år.

Så velkommen lys - velkommen forår - velkommen sommertid.

Den gule japanske græs Hakonecloa macra "Aureola" skyder op af jorden med en vis fart.

En fantastisk græs i halvskygge, hvor den lyser op.

Og når den er tilfreds og har etableret sig, kan den snildt finde på at så sig.

Dagens foto.

Livet består af valg - tilvalg og fravalg. Jeg valgte fredagen til.
Gik i haven i stedet for i seng efter nattevagt.
Det valg fortrød jeg ikke, for det blev da den mest fortryllende dejlige forårsdag. Med sol og fuglesang.

Igår eller i forgårs - kun knopper.

Og se nu. Jeg elsker ferskenblomsterne. Kan gøre mig helt euforisk.

Et af de sikre forårstegn jeg altid venter på.

Store, saftige frugter bliver det til senere.

Den røde lungeurt Red Start er så smuk.

Lige så villig til at så sig som de fleste andre.

Jo fredag var for skøn en dag til at sove væk. Og flere venter.

Jeg har været slem

ved mange af mine træer og buske i år. Faret frem med  beskærersaks og sav. Ikke så meget af lyst men fordi det er nødvendigt. Og jeg må indrømme jeg bliver bedre til det efterhånden. Blodblommen var blevet stor og med blødende hjerte - næsten - gik jeg igang med en større omgang og resultatet blev rigtigt godt.

Og da jeg ikke nænner at smide væk, kom der nye grene ind i vaserne. Hjertetræets grene var alligevel færdige.

Og det er dejligt at sætte sig ved spisebordet når der så skønne blomster at beundre.

 

Sidste efterår fik jeg et pebertræ fra en have der skulle reetableres.

Det har overvintret i en potte og står nu med søde blomster. Skal så lige have fundet et blivende sted til det i haven.

Og vinderen er?

Projekt såning af rosenslynger, hvor jeg har prøvet med at stille frøene flere steder, har fundet sin vinder.
Vindueskarmen i køkkenet er det sted hvor de har spiret allerbedst. De spirer ret uens, men kommer godt og der er vel en spireevne på næsten 100 %. Det er jeg meget tilfreds med set i lyset af at det er mine egne frø.

Når de bliver lidt større, prikles de om enkeltvis i større potter og i april stilles de i kolddrivhuset.

Dog skal man lige lytte til vejrudsigten, for er der udsigt til kolde nætter, får de en dyne på i form af  en tynd dug.

Resultatet skulle så hen over sommeren blive sådan.

Een lille rosenslynger kan altså blive til dette.

Ved en "skillavej" eller mere blåt.

Mens jeg venter på at himlen skal blive mere blå, kan jeg så beundre flere af de små blå forårsbebudere. Jeg går alligevel med næsen nedad da jeg er godt igang med "operation udryd vorterod". Og kan melde at det går vældigt godt med den.

Langs min avnbøgecirkel står der en del skilla. Hvad det er for en slags, ved jeg ikke.

Denne stammer fra en venindes have og det var farven jeg faldt for.

Den anden slags er lysere blå og med væsentlig smallere blade. Tyrkisk mener jeg den er.

Den står et andet sted i haven sammen med erantis og vintergækker.

Jeg kan godt forstå at man kan blive samler af disse tidlige blomster, men ulempen er altså den korte blomstringstid.

Så jeg nøjes med dem jeg har og lader dem formere sig stille og roligt.

Den blå anemone.

Kaj Munk skrev i 1943 teksten til sangen om den blå anemone. Det er en af de sange der altid får mig til at mindes min skoletid og frk. Sørensen. Hun var een af den slags lærerinder der gik meget op i, at vi kendte den danske sangskat. Så mangen en sang er blevet sunget i starten af hendes timer.

Jeg har i mange år beundret min søsters kæmpe flok af blå anemoner og fik for en tre år siden aflæggere derfra. Jeg drømte om at de hurtigt ville brede sig som hos hende, men de første år kunne jeg kun tælle et par blomster.

Men i år er der kommet gang i dem og der er til min store glæde mange blomster.

Kaj Munk hentede den på Lolland, men anemonen er udbredt over hele landet og vokser vildt mange steder.

Ellers var det den gule vorterod der stod til bekæmpelse denne vindblæste mandag og mine hænder og næse blev næsten ligeså blå som anemonen.

Plante smil og plante solskin.

Det lader til at vejrguderne i den kommende uge, vil vise sig fra deres milde side igen.
Og det skal de være hjertelig velkomne til, for der skal gang i at fylde kasserne op med pottede planter. Og så lige alt det andet der også skal gøres. Drivhusene der trænger til at blive gået lidt efter, staudebedene skal renses for begyndende ukrudt. Har bl.a. sat mig for at i år skal den kattens gule vorterod bekæmpes med håndkraft og knofedt.

Nogle af de planter der er klare til at blive ompottet er bl.a. masser af storkenæb og kartebolle.

De riddersporer jeg såede i efteråret, er blevet store og skal også i større potter.

Så mandag, kom bare an.

Jeg ved en --------- !

Oppe på stigen og lystigt igang med beskæringen af avnbøge-buen, stødte jeg ind i sød lille fuglerede. En brugt ganske vist, men så elegant og velbevaret, at man ikke skulle tro at den har været igennem en vinter..
Det var nu heller ikke fuglesang, der var dominerende under arbejdet. Min søde kat Knirke har besøg af to højrøstede bejlere.

Jeg kan ikke mindes at have lagt mærke til den sidste sommer. Men det er jo heller ikke meningen.

Den får lov til at blive, for måske den kan genbruges.

Hvem ved.

 

Sort helleborus.

I min have har jeg nogle forskellige helleborus orientalis, alle Helen Ballard - hybrider. Købt engang for mange år siden, da jeg i min uvidenhed kaldte dem alle for juleroser. Det gør jeg nu oftest
stadigvæk, gamle vaner er svære at skille sig af med.

Nå, men den helt store udvikler af helleborus for år tilbage var Helen Ballard. En engelsk havedame, der lidt sent og ved et tilfælde fandt interesse for de planter. Idag kan de stadig købes og den største special-planteskole med hendes planter ligger i Wales.
Den hedder Farmyard Nurseries  her linket til den: http://www.farmyardnurseries.co.uk/index.html

Forøvrigt arbejder de på at fremelske en abrikos-farvet og er vist meget nær målet. Spændende.

Jeg tror det startede med 5 forskellige hybrider og de har siden krydset sig og er blevet til en del flere.

Nu er der så et "frøbarn" på vej i blomst og stor var min glæde, da jeg kunne se at det bliver den mørkeste jeg kommer til at have i samlingen.

Den er da smuk, ikke?

Dette er et af naturens luner, eller måske en gave fra en fugl.

Den klump af både en rød og en hvid har jeg haft nu i mange år og jeg har ikke tænkt mig at dele den.

Denne købte jeg for at være sort. Det er den ikke, men måske den har lagt gener til den nye.

Den står ret langt væk fra de andre, men naturen er jo meget hjælpsom med spredning af frø, så hvem ved. Det er jo det spændende med frøplanter.

Blå våriris i fuldt flor.

En enkelt dags varme og se hvad der sker.
For få dage siden var det kun små grønne bladspidser og nu står de som det smukkeste sceneri.
Af alle de tidlige forårsblomster, er det de små her, der år efter år kan få mig til forundres.

Denne såkaldte koloni var oprindelig på 10 - 15 stykker da jeg satte dem.

Her trives de og breder sig så lystigt at jeg vil prøve at dele dem senere.

Jeg har leget lidt med mit kamera og indstillingerne.

For der er mange funktioner jeg ikke er helt dus med endnu.

Jeg kan nu bedst lide det øverste billede.

Men blå er jo mange farver og sjovt at lege med mulighederne.

Vårens kendetegn.

Gærdesmutten hilste hoppende på.
Lærken steg syngende op fra marken.
Svaner på overflyvning med tydelige vingeslag.
Troldænder i hundredevis på træk med mellemlanding i nærheden af Nibe.

Og så den blå, blå primula, som sikkert har et navn.

Lungeurten eller pulmonaria "Sissinghurst White".

Dejligt at alt er ved det gamle med alle de kendte forårsbebudere.

De myldrer op nu.

Hvis nogen skulle være i tvivl.

Violer og varmegrader.

Så er det forår, endelig.

Hjertetræets grene.

Hjertetræet eller cercidiphyllum er et ret almindeligt buskagtigt træ i danske haver. Et træ der er smukt året rundt. Har en flot bark og grenstruktur, flot løv i udspring og smukke hjerteformede blade sommeren igennem.  Om efteråret får det flotte høstfarver og her slår den krydrede duft fra bladene rigtigt igennem.

Så smukt står grenene nu i min vase. For de har nemlig afløst

de afblomstrede forsythiagrene.

De faldt med ynde.

Sidste nyt fra rosenfronten.

Der dumpede lige et rosenkatalog mere ned i postkassen. Ikke helt af sig selv, for selvfølgelig havde jeg bestilt det. Rosen Tantau er en af Tysklands hæderkronede rosenplanteskoler ligesom Kordes.
Og begge ligger nord for Hamborg, altså inden for en rimelig afstand hvis man vil forbi.

Tantau ligger i byen Uetersen, som er mest kendt for sit Rosarium. Her findes mere end 30.000 roser fordelt på 830 forskellige sorter på 70.000 kvadratmeter. Imponerende, ikke. Jeg har desværre ikke selv været der endnu.

http://www.rosarium-uetersen.de/

Schwarze Madonna

Black Baccara

Sweet Pretty

Så begynder jeg at glæde mig til at disse roser lander her på addressen.

Der har længe mest været focus på de engelske roser, og det med rette. For de er smukke.

Men min erfaring med en del af dem er at de ikke altid er lige nemme.

Roserne fra de ovennævnte tyske planteskoler har i mange år været på markedet i Danmark og mange har helt sikkert en rose derfra. De ved det bare ikke.

Den gule Friesia står i mange danske haver. Den er fra Kordes.

Santana og Schneewalzer er fra Tantau.