Viser opslag med etiketten patchwork. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten patchwork. Vis alle opslag

søndag den 8. september 2013

patchwork der gemte sig i skabet

jeg er i gang med at rydde op i mine skabe og skuffer. Nu skal det være. Men ind i mellem gemmer der sig sager, som man ikke bare kan pakke væk eller smide ud. Hvor jeg simpelthen skal være lidt mere aktiv end det.

F.eks. da jeg i dag stødte på dette gamle patchwork tæppe, som har ligget inde i skabet i mindst 4 år.... ja du læste rigtigt. Siden børnene er kommet til, er det åbenbart blevet både glemt og/eller sprunget over. Andre ting har været vigtigere.

Men nu er tiden kommet til, at jeg vil færdiggøre det. Jeg ved ikke, hvad det skal bruges til. Jeg begyndte på det, da jeg havde nogle Liberty rester og tænkte, at det kunne være en barselsgave på et tidspunkt. Men nu har de fleste veninder fået børn og fået andre gaver. Måske det i stedet bliver et rigtig fint tæppe til dukkerne på børneværelset.

Jeg fik i dag lavet de sidste firkanter klar til at blive syet sammen. Desværre mangler der stof til én firkant. Og stoffet købte jeg altså for fire år siden i en butik, der ikke længere eksisterer. What to do?
Jeg må være kreativ og finde noget stof, der har ca. samme farve, og så må jeg lægge min perfektionisme i skuffen og se bort fra, at den ene firkant skiller sig lidt ud! Det bliver nok lidt svært....





kh Tine

torsdag den 21. marts 2013

et tæppe til Arthur

jeg er blevet færdig med et patchwork tæppe, der skal gives til Arthur til hans barnedåb på søndag. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg så tæppet henne - men det var hos en af jer, og der hvor jeg så det var inspirationen kommet fra den originale DIY lige her.

Det er utrolig nemt at sy, og så er jeg blevet helt vild med det - så jeg tror, jeg skal sy et til Bertram også. Jeg valgte at lave det lidt mindre end i den originale vejledning, så det er ca. 1 x 1 meter nu. Men man kan jo i princippet lave det i lige præcis den størrelse, man vil.



Det som gør det rimelig nemt at sy, er at trekanterne ikke er spidse. De er i stedet skåret over lige før spidsen, så den får en helt lige kant. Det gør det meget nemt, at få kanterne til at se pæne ud.

Et lille råd, hvis du skal quilte en større sag som f.eks. et tæppe, så er det en god ide at sætte malertape eller som her masking tape på, så du bare skal sy langs tapen på stoffet. Så bliver det stensikkert helt lige.

Og så skal det lige nævnes, at mine kantebåndsfinesser aldrig ville have været så fine som nu, hvis ikke det havde været for min tid på syskolen hos Line. Og så har jeg langt om længe fundet ud af at lave billedcollager takket være Julia. Jeg sender derfor en masse gode vibes til de to skønne damer :-)

kh Tine

mandag den 21. november 2011

puder til vuggestuen #2

i vores vuggestue har der lige været arbejdsweekend, hvor forældre og pædagoger har malet og lavet om, så der nu er blevet rigtig fint.
Nogen har doneret en sofa, en syr et telt og jeg har syet 2 puder mere til deres læsehjørne.

Jeg har denne gang brugt nogle patchwork firkanter, som jeg havde liggende, som jeg alligevel ikke ville bruge herhjemme. Det er ikke lige mine farver og mønstre. Men jeg synes, at med det ensfarvede gitter er det egentlig blevet helt ok. Og der gør ikke noget med en masse farver til vuggestuen.



Jeg glæder mig til at give dem puderne i morgen :-)

mandag den 29. august 2011

før retro- og Libertystoffer

der var engang, hvor jeg var vild med patchwork men hverken kendte til liberty eller var faldet for retro-stofferne.

Dengang syede jeg mest patchwork i hånden, og jeg syede dette tæppe til en venindes nyfødte søn. Det er ca. 4 år siden. Tæppet består af utrolig mange små firkanter. Omkring 400, der er ca. 4 x 4 cm hver.

Jeg faldt lige over billederne, og synes I skulle se dem.



På trods af, at jeg nok ikke ville vælge disse stoffer i dag, synes jeg egentlig, det stadig er rigtig fint. 


torsdag den 14. april 2011

bryllupsgave

på lørdag skal jeg til bryllup ved en veninde. Jeg synes, det var svært at finde på den helt rigtige gave. Enten var ønskerne for dyre eller for upersonlige. Hvad gør man så? Jo man laver noget selv.
I deres stuer har de store malerier hængende, som min venindes mor har malet. De indeholder selvfølgelig de farver, som indgår i gaven ...



De får to puder med de populære trekanter. Puderne har begge pipingbånd i kanten og sort bagstykke.
Puderne er stærkt inspireret af Ferm Living, så jeg skal bestemt ikke tage æren for designet.

Jeg har tænkt meget over, om vi nu også kunne give dem en hjemmelavet gave. Den kan jo ikke byttes på samme måde som en købt gave. Men jeg vil lægge op til, at hun gerne må vælge andre farver, hvis hun hellere vil det. Tror I så ikke det går an?

kh Tine

tirsdag den 22. marts 2011

så er det min tur til at lege med trekanter

det skal blive til en pude



Rigtig god dag.

kh Tine

mandag den 14. februar 2011

pude #2

så blev den anden pude færdig til vuggestuen. Det blev en drengeudgave med blå/grønne nuancer.
Jeg glæder mig til at give dem i vuggestuen i morgen.


ps. wuhuu jeg har holdt mig vågen hele aftenen...

kh Tine

onsdag den 8. december 2010

DIY - kræmmerhuse

som lovet kommer her en DIY på retrostof-kræmmerhuse. Det er faktisk min aller aller første DIY. Har længe tænkt på, at det kunne være sjovt at lave noget, som virkelig kunne inspirere andre til at lave det samme. Så here it comes...

1: Du skal bruge 2 forskellige slags stof, tråd, nål, pladevat, saks, 2 runde cirkel-skabeloner - den ene lidt større end den anden,  og en firkant der passer ind i den mindste cirkel.

 2. Klip den store cirkel ud i den ene slags stof og firkanten ud i det andet samt i pladevat. Det er en god ide, at vælge et småmønstret stof til firkanten og lidt større mønster til den store cirkel.

3. Ri rundt i cirklens kant og læg herefter den lille cirkel-skabelon indeni og træk i tråden, så stoffet folder sig omkring cirklen som på billedet herunder. Herefter stryger du stoffet med cirkel-skabelonen i, inden du tager den ud.

4. Læg cirklen med vrangen opad. Læg pladevat og det andet stof inden i cirklen med stoffet øverst. Fold cirklen omkring firkanten. Det kan være en god ide at sætte knappenåle i, så du har bedre styr på lagene.

5. Nu skal du til at quilte rundt i kanten af buerne gennem alle lagene. Jeg synes, det er pænt med en farve, der matcher det firkantede stof - for at give lidt kontrast.

6. Jeg synes ikke, man behøver gøre sig vildt umage med at få stingene ens. Det ser faktisk også meget fint ud, når stingene er tilfældige.

7. Når du har quiltet hele vejen rundt, har du en firkant med stof på begge sider. Nu folder du den, så du får en trekant med det firkantede stof ud af. Herefter syr du den ene side sammen fra spids til åbning.

8. Og vupti. Så er dit kræmmerhus færdigt. Nu skal du bare sætte et bånd i, så det kan hænge på juletræet, i vinduet, på en gren eller noget helt andet.

Det kunne være sjovt, hvis du gav lyd fra dig, hvis du laver kræmmerhuse efter min DIY. Jeg vil meget gerne se billeder. Og jeg sætter pris på, at du linker til min blog.

Kh Tine

tirsdag den 27. april 2010

blogtræf på Sjælland og en lille bold

Jeg vil lige fortælle, at Mia fra bloggen madebymiahansen, netop har annonceret, at der skal være et multikreativt blogtræf på Sjælland - nærmere bestemt Tølløse. Det løber af stablen søndag den 13. juni fra kl. 11 til 14/15 tiden. Skynd dig hen på hendes blog, og skriv til hende om du har lyst til at deltage. Jeg skal selvfølgelig med. Det er selvfølgelig meningen at dagen skal være spækket med kreative indslag og mulighed for bytterier af stof, papir, hjemmelavede ting etc.

Igen i dag har jeg været hjemme fra arbejde med en eller anden form for mavevirus. Rigtig irriterende, når jeg nu er ved at have godt travlt på arbejdet. Men i stedet har jeg fået lavet lidt kreativt herhjemme. Det blev til en patchwork-bold af femkanter til Liv. Hun elskede den fra første blik, og slipper den ikke lige sådan med det samme.

Fortsat god dag til jer alle!

søndag den 18. april 2010

sekskantet patchwork

Jeg elsker patchwork, og især den type man syr i hånden. Det er så hyggeligt at sidde og nørkle med i sofaen. Ligesom så mange andre herinde i blogland, er jeg gået i gang med et sekskantet projekt. Jeg har 2 store gulvpuder, som jeg selv har haft liggende med grå/brunt betræk. De skal nu fornyes med et sekskantet betræk. Den ene med store sekskanter, og den anden med mindre sekskanter men i samme farver. Bagsiden, tror jeg, skal være en tyk fløjl i orange, lilla eller brun - i ægte 70'er stil.


Jeg er ikke nået så langt endnu, men det bliver i farverne som på billedet. Tror det bliver super flot på gulvet i Livs værelse sammen med hendes røde Happycat. Et rigtig hyggehjørne, hvor vi kan læse bøger eller bare lege.

I dag står den på 75 års fødselsdag i Odense. Så vi kører hjemmefra ved 11-tiden. Vil tænke på alle jer heldige asener, der er til blogtræf i Jylland. Glæder mig til at høre om det.

Rigtig god søndag.

tirsdag den 19. januar 2010

Kjole a la 70'erne

Så er jeg endelig tilbage igen. Tiden er løbet fra mig, og jeg har ikke nået at lave ret meget kreativt.
I julegave fik jeg den skønneste bog om tøj til børn, man selv kan sy. De fleste af jer kender den sikkert. "Børnetøj du selv kan sy 0-4 år" af Elsebeth Gynther & Bjarne Solberg. Det er en bog fra 1977, som er genoptrykt i 2008. Den er helt fantastisk, og jeg har allerede brugt mange mange timer på bare at kigge i den.


Det første, jeg har lavet fra den, er en slå-om kjole til Liv. Hun kan ikke passe den endnu, så jeg kan desværre ikke vise den på hende. Den er str. 1 år, så hun kan passe den til sommer. Jeg har syet den i lilla babyfløjl og pyntet den med patchwork i svigermors gamle sengetøj samt lidt stofrester.


Mit næste projekt fra bogen kan jeg ikke afsløre, da det er til en gave. Men mere om det, når gaven er givet.

torsdag den 7. januar 2010

Bedre sent end aldrig - eller hvad?

Kender I det, at man begynder på alle mulige projekter men ikke rigtig bliver færdig med dem, fordi der i mellemtiden dukker noget andet op, som man hellere vil lave?

Sådan en type er jeg. Jeg har taget diverse personlighedstests, og jeg må erkende, at afslutter-typen ligger i det stik modsatte hjørne af mig! Jeg elsker at få ideer og starte på nye kreative projekter, men er desværre ekstrem dårlig til at færdiggøre dem. Derfor har jeg ufærdige ting liggende rundt omkring i gemmerne, og min kæreste er ved at blive bare en smule irriteret på mig (læs: en smule = rigtig rigtig meget).

Hver gang jeg er startet på noget nyt, har han sagt: "Du skal først lave tæppet færdigt". Og her hentyder han til det tæppe, som jeg har haft liggende i - jeg tror - næsten 11 år, og det eneste, jeg manglede at lave, var at sy den åbning sammen, som jeg vendte tæppet i.

Nå men nu har jeg så taget mig sammen og rent faktisk syet det færdigt - WOW! Det betyder, at jeg selvfølgelig nu har et færdigt tæppe, hvilket er dejligt. Men da der jo er gået så mange år, betyder det også, at jeg har et meget outdatet tæppe. Det var nok ikke lige det mønster og de farver, jeg ville have valgt i dag. 90'ernes indretning var jo nok lidt mere præget af den romantiske bondestil end den er i dag. Og tæppet passer i hvert fald ikke rigtig ind i mit hjem. Men hvad - færdigt er det!



onsdag den 25. november 2009

babushka babushka

Jeg er ret vild med babushka-dukkerne, og Liv har derfor også flere ting med den fine dukke på. Sidste nyt er en sengerand til hendes tremmeseng. Det var et lidt større projekt, end jeg lige regnede med, men resultatet endte da alligevel med at blive rigtig godt.


Stoffet med babushka-dukkerne er købt hos Garn-iture på Smallegade. Yderstoffet er fra Stof 2000. Sengeranden måler 30 x 380 cm. Jeg har lagt dobbelt pladevat imellem stofferne, så den er lidt mere stabil. Der er desuden kantebånd hele vejen rundt. Bamsen, der sidder i sengen til venstre, har Liv fået af en af mine veninder. Hun har selv syet den, og Liv er fuldstændig vild med den. De bliver krammet og kysset rigtig meget hver aften, inden hun falder i søvn.

Sengeranden er ikke det første jeg syer med babushkaer på. Inden Liv blev født, syede jeg et patchwork tæppe til hende, hvor det samme stof er på bagsiden. Alle stofferne er fra den skønne butik Garn-iture.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails