iscenesættelse

I både instruktion og iscenesættelse er instruktøren en nøglefigur, der fortolker teksten eller det dramatiske oplæg scenisk. I praksis betyder det, at iscenesættelse er en proces, der kan starte med, at instruktør og scenograf skaber et scenisk rum, et metaforisk univers eller et reelt sted, der kan rumme skuespillernes handlinger og relationer i en scenisk og tematisk fortolkning af et drama eller et scenisk materiale. Iscenesættelse indebærer, at instruktøren i en afgrænset periode leder en række prøver, hvor dramaets enkelte scener afprøves i forhold til arrangement, samspil, spillestil, tempo, rytme, stemning osv. Denne proces blev tidligere ofte kaldt en indstudering. Indstuderingen vægtede i høj grad skuespillernes arbejde med roller og replikker. Indstuderingen skal sørge for, at roller og replikker afprøves i samspil med hinanden, og at de underlægges den overordnede fortolkning, som instruktøren forventes at lede forestillingen frem mod. Når iscenesættelsesprocessen nærmer sig en afslutning, tilføjes flere elementer som kostumer, scenografi, lys og andre virkemidler, sådan at iscenesættelsen til sidst fremstår som en hel forestilling. Instruktøren er som fortolker også den, der har ansvaret for integreringen af alle forestillingens elementer og virkemidler.

Iscenesættelse er også kommet til at betyde noget andet end at fortolke en dramatisk tekst for scenen. Op gennem det 20. årh. har forskellige teaterkunstnere udvidet og sprængt rammer for kunstarterne og reformeret teatrets konventioner. Flere former for teater er opstået ved, at instruktøren i stedet for at iscenesætte en tekst iscenesætter en bygning, et sted, et område, en stemning, et tema, en politisk begivenhed, et filosofisk spørgsmål, en persons biografi eller lignende. Når man iscenesætter på denne måde, tænker man iscenesættelse som en sammenstilling af sceniske elementer i tid og rum. Det kan fx betyde, at det ikke er skuespillernes roller og relationer, som er det vigtigste omdrejningspunkt i forestillingen. Alle elementer kan principielt have samme status. Rummet, eller scenografien, bliver således ikke en baggrund for en handling, men ydes opmærksomhed som fortolkningsgrundlag og virkning i sig selv og på linje med andre elementer. Man kan kalde denne type iscenesættelse for performance, installationsteater, visuelt teater, fysisk teater eller lignende. Det væsentlige er, at det ikke er teksten eller historien, som er forestillingens hovedreference. En iscenesætter er i denne type teater ikke nødvendigvis uddannet som sceneinstruktør. I Danmark er Kirsten Dehlholm et eksempel på en iscenesætter, der anvender andet end en dramatisk tekst som materiale og reference i en forestillingsproduktion. Begreberne iscenesætter og (scene)instruktør bliver i dag ofte brugt om hinanden.

Iscenesættelse anvendes i dag mere generelt i kulturel og sociologisk forstand om forberedte og delvist indøvede begivenheder, der har en vis teatralsk kvalitet eller lighed med teater, som vises for et offentligt publikum. Man kan således også iscenesætte fx et politisk møde, en offentlig bygning, et sportsevent eller for den sags skyld sig selv gennem at anvende teatralske eller sceniske elementer og kvaliteter for at opnå en vis gennemslagskraft. Åbninger til de olympiske lege kan være eksempler på denne type iscenesættelse.

• drama
• scenograf
• sceneinstruktør